Motor

15 bilgiganter får EU-bøde på 3,4 milliarder kroner

De involverede selskaber tæller nogle af de tungeste drenge i bilbranchen

15 bilgiganter får EU-bøde på 3,4 milliarder kroner
Foto: Pixabay

EU-Kommissionen har smidt bødehammeren med fuld kraft og ramt 15 af verdens største bilproducenter for at have dannet et ulovligt kartel.

Fra 2002 til 2017 aftalte selskaberne bag lukkede døre, hvordan de skulle undgå konkurrence på genbrug af udtjente biler.

Resultatet blev en regning på intet mindre end 3,4 milliarder kroner.

Volkswagen, Renault og BMW blandt de store syndere

De involverede selskaber tæller nogle af de tungeste drenge i bilbranchen: Volkswagen, Ford, BMW, Toyota, Hyundai/Kia, Renault/Nissan, Stellantis (bl.a. Peugeot og Fiat), General Motors og flere andre.

Alle har erkendt deres skyld, hvilket gav dem rabat på bøderne.

Mercedes-Benz slap helt uden straf, fordi det var dem, der stak de andre.

De tippede nemlig EU om sagen og samarbejdede i undersøgelsen. Deres potentielle bøde var ellers vurderet til 260 millioner kroner.

Sådan foregik det beskidte spil

EU’s undersøgelse afslørede, at bilfirmaerne havde lavet en aftale om at klassificere genbrug af biler som en “tilstrækkeligt profitabel” forretning.

Det betød i praksis, at de undgik at betale skrotningsfirmaer for at tage sig af bilerne.

De delte også kontraktoplysninger med hinanden og lavede koordineret adfærd over for genbrugsfirmaerne.

Og som rosinen i den kyniske pølseende: De blev enige om ikke at offentliggøre, hvor mange biler der kunne genbruges eller hvor meget genbrugsmateriale der blev brugt i nye biler.

ACEA – brancheforeningen med beskidte fingre

EU’s Konkurrenceenhed afslørede også, at bilindustriens egen brancheorganisation ACEA agerede facilitator og indkaldte til “mange møder” mellem selskaberne, så de kunne holde styr på hinandens snyd.

Kommissær Teresa Ribera sagde, at “vi ikke vil tolerere karteller af nogen art, især ikke dem, der undertrykker forbrugernes mulighed for at vælge grønne alternativer.”

Her er nogle af de største bøder i sagen:

  • Volkswagen: 950 mio. kroner
  • Renault/Nissan: 605 mio. kroner
  • Stellantis: 555 mio. kroner
  • BMW og Opel: 180 mio. kroner hver
  • ACEA (brancheforeningen): 3,75 mio. kroner