Connery

10CC featuring Graham Gouldman and Friends

Rendyrket nostalgitrip i Ringsted Kongrescenter lørdag d. 10. februar 2007

2 ud af 6 stjerner
10CC havde deres storhedstid i starten af 70'erne. Jeg var derfor ikke overrasket over mængden af gråt hår blandt publikummet i Ringsted Kongrescenter.
10CC featuring Graham Gouldman and Friends
Når de gamle helte støver repertoiret af efter 30 år, kan det gå to veje: Pinlighedens vej, hvor tidens tand har gnavet og ikke længere kan bære ungdommens stramme bukser og stjerneattitude, og oplevelsen reduceres til en pinlig opvisning i tidligere tiders storhed. Og så kan det gå den anden vej, hvor oplevelsen bliver en rejse tilbage i tiden, hvor musikken pludselig bringer glemte minder (og smilet) frem, og hvor de gamle helte stadig rocker røven ud af bukserne, på trods af sølvskæret i håret.

Oplevelsen af 10CC med venner var efter min mening heldigvis af den sidste slags. Det på trods af, at mit kendskab til 10CC var yderst begrænset inden koncerten, og at det derfor ikke var mine helte, der var på scenen. Men allerede tidligt under koncerten gik det op for mig, at der her var tale om en flok ualmindeligt dygtige musikere, der ikke bare kunne, men også ville spille.

Koncerten bød ikke kun på numre med 10CC (hvor Graham Gouldman er eneste tilbageværende medlem fra det originale line up), men var nærmere en musikalsk kavalkade over Graham Gouldmans karriere. Han startede i slutningen af 60erne, før 10CC, med at skrive sange for andre, og har blandt andet skrevet den velkendte No Milk Today, som blev indspillet af Herman's Hermits. Derudover fik vi også hittet Bridge To Your Heart oprindeligt udført af Wax, som var Graham Gouldmans "One Hit Wonder" band fra firserne.

Men vi fik da også alle de kendte 10CC numre, bl.a. Wall Street Shuffle, som er en personlig favorit, The Things We Do For Love, Dreadlock Holiday, nok bedst kendt for omkvædet "I Don't Like Reggae, I Love It", og så selvfølgelig hittet over dem alle I'm Not In Love.

Bandet spillede med andre ord et bredt udvalg af numre fra tre årtier, og mange forskellige genrer. Det var skønt at læne sig tilbage og nyde det bedste af det bedste fra 10CC og Graham Gouldman.
Blev der skrevet historie i Ringsted? Nej, det gjorde der ikke. Men hvad så? En koncert som denne skal først og fremmest tjene som en mindekatalysator, og jeg er sikker på folket fik det, de kom efter: En aften i nostalgiens tegn.
ANNONCE
10CC featuring Graham Gouldman and Friends

På scenen:
Graham Gouldman: Bas, guitar, vokal
Rick Fenn: Guitar, vokal
Paul Burgess: Trommer
Mick Wilson: Percussion, guitar, vokal (Oh - og hvilken vokal!)
Mike Stevens: Keyboards, guitar, sax, vocal

Sætliste:
Wall Street Shuffle
The Things We Do For Love
Good Morning Judge
I'm Mandy, Fly Me
Life Is A Minestrone
Art For Art's Sake
Bus Stop (The Hollies, akustisk)
No Milk Today (Herman's Hermits, akustisk)
Look Through Any Window (The Hollies, akustisk)
For Your Love (The Yardbirds, akustisk)
Silly Love
Donna
The Dean And I
Bridge To Your Heart (Wax)
I'm Not In Love
Dreadlock Holiday
Ready To Go Home
Rubber Bullets
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce