Magasin

10 film der passer til enhver mandeaften

De slår aldrig fejl!

10 film der passer til enhver mandeaften
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 3. oktober 2016
AppleMark

Hvad enten du sidder i en etværelseslejlighed med et 14-tommer fjernsyn vaklende på køleskabet eller har installeret det nyeste surroundsound med dertilhørende fladskærmsvindunder i kælderen – så kan vi hurtigt blive enige om, at vi mænd uanset situationen har en ukuelig evne til at få en rigtig mandefilmaften stablet på benene. Med en skålfuld baconchips, dugfriske øl og kroppen solidt plantet i sofaetablissementet mangler man blot én enkelt vigtig detalje – filmen.

Vi har derfor fundet 10 stensikre mandefilm, som virker hver gang!

2944088

Predator (1987)

”Get to the choppa” er ikke kommet til verden ud af den blå luft. Det er i stedet sagt i forbindelse med Schwarzeneggers udødelige 80’er-klassiker med tunge skyts, store bøffer og ikke mindst en østriger i topform mod det ondeste rovdyr fra en anden planet. 

2944089

Godfather (1972)

Den definitivt bedste mafiosofilm nogensinde. Troværdige, hårdkogte gangstere fra en glemt tid, som kunne snøre fjenden om deres lillefingre blot med et simpelt, men farligt tjenestebyttesystem. En historie om en søns forsøg på at udfylde sin faders alt for store sko i et hektisk dramatisk regimeskifte portrætteret af Marlon Brando og Al Pacino i 45’ernes New York-underverden. 

2944090

Anchorman (2004)

Will Ferrell og co. i en af de mest syrede fortællinger løst baseret på 70’ernes indtog med action-nyheder. Filmen rummer flere oneliners og ikoniske citater end Shakespeares samlede værker og Ferrells Ron Burgundy er en hyldest til komediegenrens uheldige helte. 

2944091

Die Hard (1988)

Bruce Willis i storhedstid som den kække betjent John McClane, som ved et uheld ender i midten af gidselsituation, men formår at spolere fjendens planer iført en beskidt tanktop, en smøg i munden og et arsenal af verbale svinere. 

2944092

The Dark Knight (2008)

Christopher Nolans episke mesterværk er udover at være den bedste Batman-film til dato også en perfekt symbiose af superhelteelementer, identitetsdannelse og krimi. En realistisk tilgang til DC Comics’ mørke nattehelt med det utvivlsomt mest episke møde med ærkerivalen Joker.  

2944093

Rambo: First Blood Part II (1985)

Mens etteren var politisk anlagt med lidt flere dybe følelser ombord, er toeren øjeblikket, hvor Stallone for alvor slippes løs. Musklerne er vokset til dobbelt størrelse, krigsscenerne er mere intense og elitesoldaten kommer til sit rette element i en dødsensfarlig mission i Vietnams jungle – rendyrket testosteron!

2944094

Blinkende Lygter (2000)

Uden tvivl den mest gennemførte danske film nogensinde. Anders Thomas Jensens ikoniske mandegruppe på afveje er lige dele fantastiske citater og dybfølt drama svøbt i psykopati og skæve livshistorier. Et ensemble af nogle af Danmarks skarpeste skuespillere i en udødelig klassiker om at finde sin plads i livet på trods af sin turbulente herkomst. 

2944095

Jackass (2002)

Filmatiseringen af serien af samme navn, som fik hele verdens teenagebefolkning i 00’erne til at hoppe ind i buske, køre i indkøbsvogne og desuden filme hele molevitten. Den første film i rækken rammer præcis deres storhedstid med rødder tilbage til hjemmevideoerne, men med deres ambitiøse første møde med et stort filmbudget. 

2944096

Dum & Dummere (1994)

Om muligt den bedste komediefilm til dato! Projektet som på manuskriptstadiet blev afvist gang på gang som værende en altødelæggende idé for både Jeff Daniels og Jim Carreys karriere blev i sidste ende om muligt den bedste komediefilm til dato. To idioter på en improviseret tur på stjålne penge i en jagt efter drømmepigen med gangsterkidnappere i hælene – kan det blive bedre? 

2944097

Kingsman: The Secret Service (2014)

Den moderne nyfortolkning af klassisk spionage i en herlig tåge af skarpe, komiske indfald med benhårde, velklædte agenter på hovedeksploderende, halsbrækkende, prinsessenedlæggende missioner. 

Klik her for at gå tilbage til magasinet. 

Den legendariske Hemingway-burger

Læs også: Den legendariske Hemingway-burger

Jackass-interview med Steve-O: Sex, drugs and broken bones

Læs også: Jackass-interview med Steve-O: Sex, drugs and broken bones