Motor
1.000 km på én opladning? Mercedes lover elbil-gennembrud
Den tyske bilgigant er i gang med at teste en EQS-prototype, der angiveligt skal kunne køre 1.000 kilometer på én opladning.
Lange køer ved ladestanderne, uendelige opladningstider og frygten for at løbe tør midt på motorvejen.
Hvis du nogensinde har overvejet en elbil, kender du sikkert bekymringen: Kan den overhovedet køre langt nok?
Mercedes har nu et svar klar – i hvert fald på papiret.
Hvis det holder stik, kan det meget vel være et af de største gennembrud i elbilernes historie.
Teknologien, der altid er “lige om hjørnet”
Hemmeligheden bag den imponerende rækkevidde? Solid state-batterier – en teknologi, som har været kaldt “det store elbil-gennembrud” i årevis, men som aldrig helt er blevet til virkelighed.
Mercedes har allieret sig med den amerikanske batteriproducent Factorial Energy og deres Formel 1-ingeniører for at presse teknologien til det yderste.
Factorial Energy hævder, at deres battericeller har en energitethed på 391 Wh/kg, hvilket skulle give langt mere strøm på mindre plads end de nuværende lithium-ion-batterier.
Men Mercedes er langt fra de første til at forsøge sig med solid state-batterier – kinesiske bilproducenter hævder, at de allerede fra i år kan levere biler med den teknologi.
Drøm eller virkelighed?
Mercedes forventer først at kunne sende en elbil med solid state-batteri på gaden i 2030.
Indtil da må vi nøjes med at se prototypen suse rundt på testbanerne.
Men ikke alle er overbeviste om, at rækkevidden på 1.000 kilometer overhovedet er nødvendig.
Hos BMW er holdningen, at større batterier bare er spild af ressourcer.
Udviklingschef Frank Weber har tidligere udtalt: “Du kan ikke bare bygge batterier med større og større kapacitet. For så vil elbiler ikke længere give mening.”