Youtube som profession: Interview med Alexander Husum

Livet som Youtuber





4. oktober, 2016 - kl. 00:00
Forfatter: Dinko Juric


Synes godt om Connery.dk

Del artiklen

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg ikke ønsker at arbejde i Kvickly resten af mit liv? 

Alexander Husum

Siden jeg var otte år, har jeg haft en drøm om finansiel frihed og ingen forældre til at sætte dagsordenen.
Dengang var drømmen at tjene penge på at spille computerspil, og i år nåede jeg faktisk det mål (Tak Connery!).

Men når man opnår små bidder af succes, hungrer man hurtigt efter mere og jeg har faktisk hørt, at man kan tjene penge på at lave videoer på nettet.
- og jeg har været så privilegeret, at jeg har fået mulighed for at plukke Alexander Husums hjerne for tips og tanker omkring jobbet som ’Youtuber’.

Hans erfaring med YouTube strækker sig næsten over et helt årti. På det årti har hans kanaler ’Alexander Husum’ og ’Husum’ nået op mod næsten 200.000 subscribers.
Dertil har hans over 400 videoer ramt svimlende +28 millioner afspilninger.
Ved siden af fuldtidsjobbet som Youtuber, finder han også tiden til at streame på Twitch.tv - og nå ja, så er han også lige blevet færdig på gymnasiet!

Med andre ord – han er den helt rigtige at spørge til råds. 

Hvorfor valgte du i sin tid at uploade på Youtube frem for f.eks. Facebook?

”Da jeg startede med at lave Youtube for over 8 år siden, så medielandskabet markant anderledes ud.
Før i tiden var Facebook ikke et medie, man som indholdsskaber uploadede videoer til.

Det er dog et medie, der har udviklet sig drastisk over de seneste 8 år.

Og så har jeg egentlig altid beundret Youtubere, og derfor valgte jeg den platform.
Det var simpelthen bare mest oplagt for mig.”

”Det er lidt sjovt…” siger Alexander og tilføjer: ”lige præcis Facebook har jeg altid betragtet som stedet, hvor jeg kunne se, hvad mine venner og familie laver – min egen private zone.

Youtube er derimod et mere lukket forum. Opsætningen alene understøtter også den tanke, da man skal indtaste en Youtubers navn for at kunne finde vedkommende, og det synes jeg, var fedt.”

- Tip nr. 1 – Kend din platform. -

 

I din vurdering, hvilke skills skal man så have for at bryde igennem på Youtube?

”Først og fremmest skal man skal kende sit publikum.
Det går for eksempel ikke, at man uploader en trailer for Titanic, hvis de (seerne, red.) bedst kan lide at se dig være åndssvag.

Derudover tror jeg bare, at det handler om at være tro mod sig selv som person.

I sin essens er YouTube et meget personligt medie, og det er der en årsag til.
Hvis man er meget personlig, er det nemlig langt nemmere for seerne at acceptere dig som person og investere deres tid i at følge med i, hvad du laver.

- Tip nr. 2 – Vær personlig. Det gør dig relaterbar -

 

Hvordan håndterer du trolls?

”Nogle gange spiller jeg med på den, andre gange lader jeg dem være.
Hvis de ikke går over stregen, kan det være sjovt at spille med. Men så snart grænsen er nået, lukker jeg dem bare ude.

Man må få det bedste ud af det og så kan nogle trolls faktisk godt have en pointe.
Der skal man så lige tænde sit ”shit-filter” og se på deres besked konstruktivt.
Det kan hjælpe én godt på vej.”

- Tip nr. 3 – Skeln mellem konstruktiv kritik og bullshit - 

 

Hvis du kunne fjerne én dårlig vane fra hele menneskeheden (eller bare fra Youtube-verdenen), hvilken vane ville du så eliminere?

”Det kan jeg hurtigt fortælle dig - Folk som virkelig har ondt i røven over, hvordan andre staver, snakker eller opfører sig på – eller folk som trasher, hvad andre har opnået.
Det synes jeg, der er til grin.

I bund og grund er det jo cyber-mobning og burde overhovedet ikke finde sted.
Det er som om, at det værste kommer frem i folk, så snart man har muligheden for at være anonym.”

- Tip nr. 4 – Gør mod andre, som du selv vil behandles -

 

Det kunne give mening at nedbryde nogle fordomme omkring hele den verden.
Hvis man er ’professionel’ Youtuber, betyder det så, at man skal have et kamera i lommen, hvor end man går?

”Det kommer virkelig an på indholdet, man laver.

At være ”professionel” Youtuber er at være tro mod sig selv og sit brand.
Angående gear, så indebærer det naturligvis, at man går rundt med et kamera hele tiden, hvis man er daily vlogger (videoblogger, red.).

Det er jo alt efter, hvad man foretager sig på sin kanal.”

- Tip nr. 5 – Vær tro mod dig selv - 

 

Hvad skal man være særligt forberedt på, hvis man ønsker at gå i gang med at uploade videoer?

”Man skal være klar på, at familie og venner kan være imod det.
Jeg har mistet venner på grund af det, men jeg har også fået tredobbelt så mange igen.
Det kommer an på, hvilken vennekreds man er i, og så jeg er så heldig at min familie støttede mig.

Herudover skal man også være bevidst om, at folk har fordomme om dig, da de sikkert har brugt 10+ timer på at se dine videoer og herefter har dannet sig et billede af, hvordan du er som person.

Det er ikke altid et positivt billede, de har dannet sig.

Til gengæld synes jeg, at man skal gøre sig tanker om, hvorvidt man er klar på, at det hele en dag kan eksplodere.
Det er ikke altid lige sjovt at blive stoppet på gaden, når man er rigtig syg og skal smile til 20 forskellige kameraer.
Man skal altså vurdere, hvorvidt man er klar til at gå fra at være en privatperson til en offentlig person.

For mit vedkommende er seerne det bedste ved det her job. Jeg elsker hvert et sekund af det, jeg laver – og det er desværre ikke noget, som alle kan sige om deres job.
Det er en fornøjelse at møde dem, der følger med i, hvad jeg laver!”

- Tip nr. 6 – Modgang er uundgåeligt. Støtte fra venner og familie kommer tidsnok -

 

Et tip til de kommende Youtube-spire fra den næste generation. Hvis man ønsker at blive succesfuld på Youtube, er det så nødvendigt at tegne en kontrakt med et MCN Multi Channel Network, red.)?

”Det afhænger af, hvordan man betegner succes.
 Er det penge? Er det dine visninger? Eller er det dine subscribers?

Hvis det handler om pengene, er det klart smartest at underskrive et MCN, da disse kan hjælpe med at skaffe provision på dine videoer.”

Selv hvis pengene ikke er målet, kan det stadig være smart at underskrive et MCN.
De kan nemlig ofte hjælpe en med at udvikle ens content og ens kanal.
Men her er det vigtigt at finde et MCN, der ikke har for travlt med andre Youtubere.
Du skal være sikker på, at de har tid til at hjælpe dig som indholdsskaber, hvor end behovet opstår.

Fokuserer man kun på visninger, handler det mere bare om at finde ud af, hvordan man gør det bedst. Det er op til den enkelte at finde ud af, hvad der fungerer bedst for dem – og det gør man bedst gennem en masse trials and errors.”

- Tip nr. 7 – Kend dit mål –

 

Find Alex her:

Snap: AlexanderHusum

Insta: alexanderhusum

Facebook: AlexanderHusumYT

Youtube: ’Alexander Husum’ og ’Husum

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Dinko JuricFølg på:Facebook

Vil du skrive for os?

Synes godt om connery.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen