Connery

Trendhim: Valget stod mellem udbringning af morgenbrød eller opstart af en webshop

"Vi følte os rimelig skrappe til computer, og havde faktisk ingen interesse i at stå tidligt op, så valget faldt på webshop!"

Sebastian og Mikkel hedder de to gutter, der står bag webshop-succesen Trendhim. Accessories-butikken til mænd er i hurtig udvikling, og derfor har vi spurgt ind til, hvordan de selv synes, det går, og hvordan de er kommet fra A til B.

Hvordan startede jeres eventyr?

Sebastian: Vi skal tilbage til 2007, hvor både min kammerat Mikkel og jeg, 18 år gamle, var i gang med det afsluttende år på Gymnasiet.

Vi har altid været tætte og efter 10 år i folkeskole samt et par i gymnasiet, kendte vi hinanden på godt og ondt. Vi brændte utrolig meget for at stifte en forretning, blive vores egne chefer, og alt hvad det indebar - eller hvad vi troede, det indebar i hvert fald.

Der var to idéer, vi vekslede lidt imellem og arbejdede i en periode på begge dele. Den ene var udbringning af morgenbrød lørdag+søndag, og den anden en webshop med smykker til mænd.

Vi følte os rimelig skrappe til computer, og havde faktisk ingen interesse i at stå tidligt op, så valget faldt på webshop!

Vi var unge, naive, men med gåpåmod ud over alle grænser. Det fik os til at bruge 20.000 kroner på armbånd, halskæder, printer, labelpapir og andre kontornødvendigheder, og så satte vi os for at lære alt om kodning af webshop, moms, skat, betalingsgateway, kundeservice og alt derimellem.

Kort efter var vi færdige med gymnasiet, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg brugte hele min læseferie på at arbejde på virksomheden. Pludselig var eksamenerne ikke særligt vigtige.

Hvis nogen havde fortalt mig på daværende tidspunkt, at de næste to år ville stå på arbejde 16 timer om dagen, uden løn, begrænset socialt liv og yderligere 80.000 kr. i investering, havde jeg nok tænkt mig om en ekstra gang.

Både Mikkel og jeg måtte arbejde deltid hos Post Danmark for at få mad på bordet.

Men det er selvfølgelig præcis som den klassiske kliché; det var absolut det hele værd.

Papkasserne i lejligheden var efterhånden op over alle ører, i alle hjørner, og det hele blev lidt for småt i den 84 kvadratmeter store lejlighed. Vi begyndte at sælge andre accessories som solbriller og tasker, som naturligvis fylder noget mere, end en kasse med halskæder.

Virksomheden voksede, og det begyndte at gå stærkt. Vi tog det næste store skridt, da vi begge sagde vores job op hos Post Danmark i 2009, og flyttede ud i en stor 200m2 villa i et hyggeligt familiekvarter.

Her boede vi, to singlefyre og virksomheden, de næste par år og selvom vi stadigvæk knoklede mange timer om dagen, så blev der alligevel plads til et par gode julefrokoster og nytårsaftener med vennerne i den store villa. Det var en kanon tid.

I 2011 flyttede virksomheden i erhvervslokaler. I dag har vi to fuldtidsansatte og 2500 flere varenumre - så nu er det ved at være for småt. Eventyret for Trendhim.dk fortsætter formentlig i større lokaler i starten af næste år.

ANNONCE

Hvad gør Trendhim specielt? Hvordan differentierer i jer?

Der er to ting jeg særligt tror, har været årsag til, at Trendhim.dk fungerer, og den ene kan ikke leve uden den anden...

Vi har altid prioriteret at føre varer, som alle andre ikke havde. Varer i god kvalitet, fedt design, men hvor man ikke betaler i dyre domme for kendte mærker. Efterhånden som årene er gået, har vi fået flere mærkevarer på hylderne, men grundstenen hos Trendhim.dk er stadig, at man finder varer, der ikke findes andre steder.

Den anden, og formentlig vigtigste årsag, er, at Mikkel og jeg altid har brændt inderligt for det at drive forretning og yde en god service. Alt for mange virksomheder glemmer kundeservice i svinget, og med den konkurrence der findes i dag, kommer man hurtigt på afveje.

Vores personligheder skinner tydeligt igennem alt, hvad vi laver, samt de mails kunderne modtager fra os. Vi prøver at udnytte enhver lejlighed til at få kunderne til at smile.

ANNONCE
Et udvalg af drengenes produkter - Trendhim: Valget stod mellem udbringning af morgenbrød eller opstart af en webshop Et udvalg af drengenes produkter

Har I nogle vilde anekdoter, som I altid disker op med når i bliver fulde?

Haha, jeg tror ikke, man kan arbejde 16 timer i døgnet, og samtidig leve et liv, der bliver sprængfyldt med vilde historier.

Som inkarneret østjyde, ligger det mig også fjernt med for store armbevægelser, men vi havde et par fede år i vores 5 millioner kroner dyre villa - midt i et ellers ret almindeligt nyt boligkvarter. Så har jeg ikke sagt for meget.

- Vi måtte dog vænne os til, at hele kvarteret efter kort tid kendte os som “de to homoseksuelle”. To unge mænd, stor villa og med en virksomhed der sælger smykker til mænd - ja, jeg kan selvfølgelig godt se det.

Snakken går hurtigt i sådan et familiekvarter, og så var det åbenbart ligemeget, hvor mange grillfester vi holdte, eller at vi begge rent faktisk havde en kæreste det meste af tiden.

ANNONCE

Hvor er I på vej hen?

Trendhim har vokseværk, og det tror jeg faktisk, vi bliver ved med. Sidste år udvidede vi til både Norge, Sverige, Holland og Finland.

Vi vil i 2015 mere end fordoble vores varelager med en plan om yderligere 2.500 nye varer i løbet af sommeren og efteråret. Der kommer i øjeblikket knap 15 nye varer online om dagen.

På lidt længere sigt skal Trendhim.dk være et sted med alt til manden, ikke blot accessories. 

ANNONCE
Trendhim.dk

Trendhim er en webshop, der primært beskæftiger sig med accessories til mænd. 

Grundlagt: 2007, ved udgangen af Mikkel og Sebastians gymnasietid

Lucléon: Er også et brand, som de to gutter står bag. Accessorie-brandet kan findes i herretøjsbutikker landet over.

Trendhim.dk: Place in mention

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce