Connery

Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand]

Macho-manden som smed The Rock på køleren af en bil i Fast & Furious har været på besøg i Danmark - vi har fået en snak med ham!

Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand]
Den 47-årige Kim Kold har for nyligt medvirket som den kæmpestore skurk, Klaus, i Justin Lins nyeste installation til Fast & Furious-franchisen. Den 1,93 meter høje kæmpe med en nuværende kampvægt på 132 kg har kæmpet sig vejen op til Hollywoods søgelys, og for en kort stund har han forladt de solrige områder af Spanien for at rejse tilbage til Danmark. 

Han er for tiden medejer af det 3-stjernede Sisu Boutique Hotel i byen Marbella i Spanien, som han passer ved siden af sit filmarbejde og privatliv. Du kan følge Kold på hans hjemmeside:
www.icekoldproduction.com

Skulle du desuden trænge til enten at nyde sydens sol eller styrketræne i tropiske omgivelser, så vil vi gerne lave et shout-out til hotellets nye Fitness Bootcamp i vinterhalvåret, hvor Kim Kold i samarbejde med andre har skabt en nyt koncept for alle, som både elsker badeferie med spa, sol og lækre strande, men også sportslige ferieaktiviteter – såsom styrketræning i fornemme omgivelser, bjergklatring, holdtræning, og en masse andre muligheder for en fantastisk ferie.

Skulle det have en interesse, så kig nærmere på hotellets hjemmeside!
http://www.sisuboutique.com/
ANNONCE
Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand]
Hvordan opstod din interesse for bodybuilding?
Den startede for mange år siden da jeg var fodboldspiller i Hvidovre, hvor jeg efter et par sæsoner fik nogle slemme skader. Genoptræningen foregik for det meste i træningscenteret, hvor en af mine gode kammerater, som var bodybuilder, også trænede. Det endte så med, at jeg fik så stor en skade, at jeg valgte at stoppe fodbolden og derefter fik jeg min interesse for bodybuilding gennem genoptræningen. Min kammerat blev derfor min træningspartner og derefter gik det slag i slag med styrketræningen. 2 år efter at jeg stoppede med fodbolden, stillede jeg for første gang op til begyndermesterskabet i bodybuilding i 1986 i Viborg, og så gik der nogle år, hvor jeg ikke stillede op, men bare byggede muskelmasse op. I 2000 stillede jeg op til det første danske mesterskab i bodybuilding og blev nummer 3, og de følgende år op til 2010 deltog jeg i en masse konkurrencer og mesterskaber, hvor jeg både blev dansk, tysk og nordisk mester i bodybuilding.
ANNONCE
@ Icekoldproduction.com - Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand] @ Icekoldproduction.com
Hvilke fordele har du haft ved at være så stor?
Jamen fordele er der som sådan ikke rigtig nogen af, men hvis man så vender den om og ser på, at man gerne vil se stor, truende og farlig ud - så er målet jo nået. Men det er ikke lige det, jeg bruger min tid på, kan man sige. Hvad kan man sige der er af fordele? – jo, man kan løfte alle bæreposerne for konen, hehe. Men ellers så synes jeg ikke rigtig, at jeg har udnyttet min styrke uden for træningslokalet. Jeg gjorde det førhen, da jeg havde et security-firma, hvor jeg selv var bodyguard. Jeg bruger det ikke rigtig nu, andet end nogle security-jobs hjemme i Spanien.

Hvordan har pigerne reageret på dit udseende gennem tiden?
Nogen piger synes det er helt vildt lækkert, og så er der nogen der synes, det er helt vildt ulækkert. Men for min egen personlige erfaring gennem tiden er det ikke ofte, at det er noget, pigerne bryder sig om – de bliver lidt bange i stedet.  Men jeg har aldrig brugt det eller benyttet mig af mit udseende, da jeg altid har været en familiefar med fokus på børn og sådan – jeg har også været gift et par gange, men bor nu med min kæreste i Spanien, så det er slet ikke noget jeg beskæftiger mig med.
ANNONCE
Kim Kold i 'Blå Mænd' - Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand] Kim Kold i 'Blå Mænd'
Nu er du jo gået lidt mere over i filmbranchen – men hvor meget træner du for at holde dit udseende ved lige?
Jeg træner stadig 5 gange om ugen. Simpelthen. Jeg træner selvfølgelig på en lidt anden måde og ikke som når jeg skulle træne op til et mesterskab. Jeg træner heller ikke for at blive større som sådan, men mere for at holde det jeg har ved lige. Jeg lever stadigvæk efter bogen med at spise sundt, får mine vitaminer, mineraler og kosttilskud og holder snydedag om lørdagen som så mange andre.

Hvordan startede din filmkarriere så?
Det startede faktisk i 1999, hvor jeg blev tilbudt rollen i en film med Lars Bom i hovedrollen, Skyggen, en science-fiction et eller andet halløj, hvor de havde brug for nogle store gutter til at spille en af hovedpersonernes bodyguards. Derefter gik der lidt tid med reklamefilm, Taxa-afsnit og lidt forskelligt. Så gik der nogle år, hvor jeg ikke rigtig gad skuespillet og brugte mere tid på forretninger og andre virksomheder. Jeg så ikke mig selv som skuespiller på det tidspunkt, bare fordi man havde været med i en film og nogle få reklamer. I 2006-2007 kom instruktøren Mads Mathiesen op i motionscenteret, hvor jeg trænede, og han ledte efter en stor fyr til sin nye kortfilm, Dennis. Jeg var sgu ikke meget for det, for skuespillet var ikke rigtig mig. Jeg overvejede at stikke af fra det hele, men Mads fik mig overtalt til bare at tage den med ro, og at det jeg havde lavet, var super godt. Så gik det som det gik og kortfilmen røg til tops og folk var ellevilde med den. Den var på diverse filmfestivaler såsom Sundance, hvor begejstringen var meget høj. Den vandt en masse priser på trods af at det var en kortfilm og der blev så besluttet, at vi havde fat i noget af det rigtige.
ANNONCE
'10 timer til paradis' - Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand] '10 timer til paradis'
Mon ikke man skulle se om man kunne få rejst et budget til en hel spillefilm? og da manuskriptet blev skrevet fik jeg blod på tanden med hensyn til skuespillet. Der gik godt og vel et par år med manuskriptarbejdet og i mellemtiden medvirkede jeg i andre projekter såsom Ole Bornedals ’Fri os fra det onde’ og komedien ’Blå Mænd’. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde fået lidt mere erfaring under optagelserne til den nye film, 10 timer til paradis, selvom det var rigtig hårdt - men det var også en rigtig fed oplevelse.  Filmen blev senere hen en kæmpesucces og fik super meget positiv kritik. Da filmen så blev vist til Sundance festivalen i 2012, var instruktøren bag flere af Fast & Furious-filmene, Justin Lin, med i juryen og det var ham der opdagede mig og derefter sendte mig videre til castingen til Fast & Furious 6. Derefter skulle jeg et smut til Madrid og videre til London, hvor jeg snakkede med Justin Lin og et par uger efter fik
jeg en mail om, at jeg var med i filmen.

Jeg var faktisk castet til at skulle være den skurkerolle i starten af filmen, som bliver smadret af Dwayne Johnson i forhørslokalet. Men da jeg nu var så stor, som jeg var, synes instruktøren at jeg passede bedre ind i en anden rolle, som så senere blev til Klaus. Rollen var faktisk ikke planlagt fra starten af, men blev skrevet ind i opløbet. Og derefter gik det bare slag i slag med optagelserne.
ANNONCE
@ Bilmagasinet.dk - Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand] @ Bilmagasinet.dk
Hvordan var det så at spille skuespil for første gang? Nu er du jo vant til at posere over for hundredvis af mennesker til bodybuilding-konkurrencer.
For mig betyder det ikke noget, om der er 50 mand eller 300 på settet. Jeg er vant til at posere foran 2000 mennesker i tangatrusser, så det har jeg ikke noget problem med! Jeg føler mig velforberedt når jeg laver skuespil og føler at jeg har styr over tingene på settet.

Hvordan var det at arbejde med stjernerne i Fast & Furious 6 – var de nede på jorden eller noget mere Hollywood vip-agtige?
Det var en mega positiv overraskelse at møde dem, da de var utroligt flinke og imødekommende. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle møde dem, og man bliver spændt på at se, hvad det er for nogle mennesker.  Men jeg blev voldsomt positivt overrasket – både over Vin Diesel, Paul Walker, Dwayne Johnson og hvad de hedder alle skuespillerne på filmen – men specielt Vin havde jeg det bedst sammen med, vi konnektede super godt. Han var jo producer på filmen og så tit dagens produktion om aftenen - så en dag, hvor vi var sammen på settet, roste mine evner indenfor skuespil – Han sagde ’hvis du fortsætter sådan og gør det rigtigt, så kan du nå til tops!’

Det vækkede selvfølgelig min nysgerrighed, men jeg ville ikke presse på og spørge ind til det hele. Så kom vi på set sammen igen i Tenerife, hvor vi indspillede nogle af scenerne og jeg havde mulighed for at spørge mere ind til det, han sagde. Jeg sagde, at jeg ikke havde al den tid i verden til at lære, hvordan tingene fungerer i filmverdenen og at jeg gerne ville have gode råd til fremtiden. Han fortalte en masse gode ting og skuespilleren Jordana Brewsters søster, som er amerikansk agent, var med i samtalen. Vin og hans søster gav mig en masse gode tips og hjælp til at gøre den rigtige indsats for at nå til tops.
ANNONCE
@ bodybuilding.dk - Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand] @ bodybuilding.dk
Vi blev jo alle overrasket over at se en person, der var større end The Rock på filmen – hvordan tog han det, at han ikke længere var den største bøf i byen?
Det tror jeg sgu ikke han brød sig om! Sådan er vi, os der træner, vi træner jo med et formål til et formål og er meget narcissistiske i vores træningsarbejde, og sådan er det bare. Man er meget fokuseret på sin krop og det man spiser, og derfor lever man sig meget ind i den verden - kommer der så en, der er større, er det lidt ligesom med biler: man kommer i sin sprøde ’vrum-vrum’ og har lige fået den liret med fede fælger. Så triller der en op ved siden af, der lige har fået en tand bedre. Æv!

Sådan er det også inden for træningsverdenen.  Sådan er Dwayne også og sådan er jeg også. Men det er ikke såda,n at vi ikke talte sammen, han er en anden type menneske, meget fokuseret og dedikeret til sit arbejde – Han er der, laver sine ting og så går han igen. Det er ikke sådan at man går ud og nyder en Café Latte eller noget. men han er en rar og venlig fyr, slet ikke noget der.

Hvad arbejder du så ellers med her ved siden af skuespillet?
Jeg er bl.a. partner i et hotel ved navn Sisu Boutique Hotel. For fire år siden overtog vi dette 3-stjernede hotel, som var slidt og gammelt. Jeg kendte ejeren af hotellet og en dag ville han sætte det til salg. Min gode ven og partner i firmaet fik aftalen sat i gang og vi overtog derefter virksomheden. Vi begyndte så at ændre konceptet på hotellet med lidt flere muligheder, arrangementer, aktiviteter, fester, klubber og underholdning for alle gæster. Men i vinterhalvåret fra i år af præcis d. 15. oktober laver vi et fitness bootcamp, hvor man fokuserer mere på omgivelserne såsom strand, vand og bjerge. VI har også bygget et stort træningscenter på selve hotellet – der vil vi køre et koncept, som jeg lægger navn til og hvor folk har mulighed for at få den rigtige træningsvejledning. Jeg er med til at bygge det op med den erfaring, jeg har tilnærmet mig gennem min tid som bodybuilder.  Vi vil forsøge at få det promoveret ud til især de skandinaviske lande og få folk til at åbne øjnene op for mulighederne på vores hotel i vinterhalvåret, så man kan komme lidt væk fra det danske vejr og få nogle tæsk i sydens sol. Det er ikke kun mig, som kører holdene, men man kan booke mig til nogle private træningssessioner og se nogle foredrag med mig og med fokus på den ideelle træningskost.
Det bliver super fedt!
ANNONCE
@ Icekoldproduction.com - Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand] @ Icekoldproduction.com
Hvad laver du så i din fritid i Spanien?
Soler mig! Hehe, ej jeg har en dejlig kæreste, som jeg bruger meget tid på, og så har jeg en superskøn datter som er gravid – så jeg skal være morfar om 2-3 uger.

Tillykke med det!

Jo tak skal du have. Det er dem jeg bruger mest til på, og så har jeg min træning jeg skal passe samt nogle daglige forpligtigelser på hotellet. Ellers hænger jeg ud med venner og bare nyder livet i Spanien.

Hvad savner du så mest ved Danmark?
Bestemt ikke vejret! Det er bestemt ikke vejret, det kan jeg sige dig. Når jeg ikke er hjemme hos min datter og familie, er det dem, jeg savner mest. Grunden til at jeg forlod Danmark var fordi, at jeg synes det var blevet lidt kedeligt, og jeg gerne ville prøve noget nyt. Og jeg synes ikke rigtigt, at det har ændret sig siden da. Nu har jeg boet 6 år i Spanien og jeg har ikke rigtig haft følelsen af at jeg har savnet Danmark.
ANNONCE
@ Icekoldproduction.com - Trænings-session med Kim Kold [Månedens Mand] @ Icekoldproduction.com
Hvad har din nyeste rolle ellers åbnet op for af muligheder for fremtiden på det store lærred – er det noget du kan afsløre lidt om?
Jeg har fået nogle forskellige manuskripter, som jeg er blevet bedt om at læse på. Specielt et af manuskripterne er meget interessant med hovedroller som bl.a. Kate Beckinsale, Ben Kingsley og Michael Caine. Det er altså nogle af de heavy-drenge! Filmen foregår i 1899 på et sindssygehospital, hvor man følger en gruppe nye psykiatere, som forsøger at hjælpe psykisk syge mennesker. Dengang blev en psykisk syg jo bare anset for at være et mærkeligt menneske, og skulle låses inde for altid. Filmen er baseret på en bog af Edgar Allen Poe kaldet’ The System of Doctor Tarr and Professor Fether’ fra 1845. Jeg spiller en af de indsatte på hospitalet, men jeg kan ikke rigtig afsløre mere på nuværende tidspunkt. Det er en fed mulighed for mig at vise mit skuespil, selvom jeg ikke har noget imod at medvirke i en actionfilm.
Filmen hedder ’Eliza Graves’ og på nuværende tidspunkt kan der ske så meget i produktionen, men min rolle er ment som værende en key-character. Jeg krydser mine fingre og håber på at få min plads i filmen og det ville jo være et privilegium at spille side om side med så store skuespillere, som jo faktisk åbner op for oscar-potentiale til selve filmen, hvis tingene fungerer rigtigt. Filmen ville give mig en god mulighed for at udvikle mit skuespil, fordi man i actionfilm render rundt og skyder, dræber og smadrer hinanden – det er der ikke så meget skuespil i. jeg har nogle ting, der bobler under overfladen lige for tiden, hvor jeg skal beslutte mig for, hvad der er den rette vej for mig. Jeg er jo en forholdsvis ny skuespiller, men gammel af alder i forhold til min karriere, hvis du forstår, hvad jeg mener. Men jeg har et pissegodt team, som hjælper mig den rette vej. Filmmuligheden med Eliza Graves ligger lige på falderebet med afgørelsen, så jeg venter spændt!

Har du en yndlingsfilm?
Fast and Furious 6! Haha, nej. Hvad er min yndlingsfilm? Hmm, det ved jeg faktisk ikke. Der er mange der gode, såsom dramafilmen ’Ghandi’ med Ben Kingsley, men jeg er også helt vildt med solid action såsom ’Iron Man’-filmene. Fast and Furious-filmene er jeg selvfølgelig også helt vilde med, men jeg har ikke en decideret yndlingsfilm, som bare siger wow - der er så mange at vælge i mellem.

Det er også et svært spørgsmål! Hvad skal du så ellers bruge tiden på, mens du er i Danmark?
Jeg koncentrerer mig mest om min gravide datter og så har jeg nogle andre interviews, tv-optrædener og medier som jeg skal nå ud til. Ellers kun private ting for resten af tiden.

Det lyder godt! Du skal have held og lykke i fremtiden med din filmkarriere og det nye fitness bootcamp på dit hotel i Spanien – vi ser frem til at kigge forbi sydens sol eller bare se dig i din næste storfilm.
ANNONCE
Fotograf: Christian Grüner
Del

Seneste nyt

Annonce