Connery

Tønder Festival vs. Roskilde Festival.

10 forskelle på de to festivaler.

Tønder Festival er slut, og Connery-delegationen svinger stadig i violinstrengene af begejstring. Mens store stemmer bag lange skæg lagde soundtrack til Sønderjyllands bedste musikfest, samlede vi en liste med ti punkter, der viser, hvad festivalen kan byde på – og hvordan den adskiller sig fra landets største festival i Roskilde:

ANNONCE
tf.dk - Carsten Andersen - Tønder Festival vs. Roskilde Festival. tf.dk - Carsten Andersen

1.  Folk opfører sig ordentligt
Tønder Festival er stedet, hvor bonderøve spiller musik for folket. På Roskilde kommer folk for at høre musik – men opfører sig som bonderøve.

2. Her er rent
Der lugter ikke af tis på Tønder Festival. Folk går i bad (hver dag), og toiletterne har slip-og- træk og næsten ingen kø. Og så er vandet i hanerne varmt.

3. Musikken er i fokus
Tønder Festival er stedet, hvor folk betaler for at høre rigtige spillemænd. Punktum. Roskilde Festival er stedet, hvor mænd (og kvinder) betaler for at spille smarte, mens de hører musik.

4. Tilbage til rødderne
Roskilde Festival er en drukfest for curling børn og hypebeasts. Tønder Festival er en folkefest for traditionalister og rootsmusik-entusiaster.

5. Der er mere ro på i Tønder
På Tønder Festival klapper venlige sønderjyder i takt til Allan Olsen. På Roskilde Festival er stemningen mere rowdy, når hele Nordsjællands ungdom samles i moshpitten til Emil Stabil.

6. Maden
I dag er maden på Roskilde Festival en Michelin stjerne værdig. Tønder Festival er måske 15 år bagud på madfronten – men heldigvis gemmer der sig guldkorn i form af egnsspecialiteter som solæg og sønderjysk kaffebord.

7. Backstageområdet
Man er ikke noget ved musikken (!), hvis man ikke bruger størstedelen af sin tid i mediebyen på Roskilde Festival. (Sække)piben har en anden lyd på Tønder festival, hvor en del af bagområdet er for alle med den mindste arbejdsmæssige tilknytning til festivalen.

8. Man kommer, som man er
Roskilde Festival er et modeshow inkognito, og det handler i høj grad om at blive set – selvom det kan være svært, når alle ligner hinanden. Gæsterne på Tønder Festival er sværere at sætte i bås. Når det er sagt, er der en del cowboyhatte at spotte.

9. Som et Kinder æg
Fordi de kunstnere, der spiller på Tønder festival, er mindre alment kendte, er mange koncerter som at åbne et Kinder æg. Og man bliver sjældent skuffet. På Roskilde Festival kan man synge med på alt, der nærmer sig orange scene.

10. Ligger tæt på byen
Ligesom i Roskilde er Tønder Festival placeret på en dyrskueplads i en afkrog af byen. Men Tønder er heldigvis så lille, at centrum næsten ligger i udkanten – derfor kan man sove i en varm seng blot 5 minutter fra festivalpladsen.

/Malene Blædel

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce