Connery

Tønder Festival 2015 - Aftermath

Status en måned efter Tønder Festival.

Tønder Festival 2015 - Aftermath

Det er nu en måned siden, at Tønder Festival 2015 sluttede. Tømmermændene er aftaget og sulten efter fish'n'chips er mættet, men afsavnet til stemningen, menneskerne og ikke mindst musikken lever stadigvæk i bedste velgående.

Skerryvore har pakket deres tasker sammen efter en formidabel koncert på Open Air Scenen, og Poul Krebs har sammen med evigt sexede Lisa Nilsson spillet deres koncert i Telt 1, alt imens Thomas Treo havde mere travlt med at surfe internettet tyndt på sin mobil, frem for at lytte til musikken og lade sig gribe af stemningen og levere en troværdig fortælling. 
Jeg vil dog gerne benytte lejligheden for, at undskylde over for de andre koncertgængere; Det var mig, der i semi-liderlig tilstand stod og brummede højlydt ved synet af Lisa. Mmmhhh...

Onde tunger ville qua mit geografiske ophav kalde mig inhabil, når det kommer til en vurdering/beskrivelse af Tønder Festival, men hvorfor skal hjerte, ærlighed og ikke mindst kærlighed til musikken i sin reneste form, banlyses af smagsdommere med et overdrevet og ofte (selv)misforstået ordforråd?

Jeg indrømmer blankt, at Tønder Festival 2015, var en kærkommen lejlighed til et gensyn med min hjemegn og mennesker jeg holder meget af, men mest af alt, var det en mentalt forførende oplevelse, hvor sanserne blev udfordret. 

Smagssansen fik tæv allerede om torsdagen, hvor snaps og solæg blev indtaget i rigelige mængder. Høresansen blev udfordret i en sådan grad, et min tinnutus, på en positiv måde, kom på overarbejde, da Skerryvore lammetævede sit publikum musikalsk under den første koncert i Telt 1.

Jam-teltet fik allerede på første dag uventet besøg af den kommende nationalskjald Lukas Graham, der ydermere tog sig tid til at optage en fantastisk video af en livesession, hvor nummeret "You're Not There" blev fremført i en hjertegribende version i Palais de Glaces (spejlteltet).

Tønder Festival er om noget, en festival hvor generationer mødes og kærligheden til den ægte musik (hand made music) dyrkes i højeste potens. Hvor oplever man ellers, at musikerne både før og efter deres koncerter, mingler med publikum på pladsen, udøver spontane jams på ledige bænke og nyder de kolde fadøl til langt ud på natten?

Ja, jeg fik en presseakredittering, men på min højre arm sidder stadigvæk et selvbetalt armbånd med skriften "Alle Dage" - og jeg håber det stadigvæk sidder der, når Tønder Festival 2016 løber af stablen, hvor det skal have selskab af nyeste udgave af samme.

"Der er mere, der binder os sammen, end skiller os ad!"
Poul Krebs, Tønder Festival 2015

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce