Connery

The Last Guardian [Anmeldelse]

Har du altid drømt om at have din egen kæle-grif?

5 ud af 6 stjerner

Det er ved at være halvandet år siden, at vi så første stykke gameplay fra det længe ventede 'The Last Guardian'. 

TLG har været under udvikling siden 2007(!), af holdet bag ICO og 'Shadow of the Colossus'. Efter at have været så længe undervejs, kan man md rette sige, at spillet af mange har været længe ventet. Nu er det så tid, for spillet er netop udkommet, som en eksklusiv PlayStation titel. 

Som spiller bliver man kastet ind i rollen som en ung, unavngiven dreng, der vågner op et ukendt sted, langt væk fra sin landsby og familie. Men han er ikke alene, i samme båd finder han nemlig væsnet, det grif-lignende fabeldyr Trico. Trico er såret, og i de indledende sekvenser af spillet, lærer man styringen ved blandt andet at hive et par spyd ud af det stakkels dyr, hvorefter det skal fodres. 

Eventyret bliver sat i scene af selvsamme dreng, der i en ældre udgave agerer fortæller, på den mageløse rejse han har været på. 

ANNONCE
The Last Guardian [Anmeldelse]

Missionen er enkel. Sammen skal de to ensomme individer forsøge at undslippe det enorme faldefærdige slotsunivers, de af uransaglige årsager er fanget i. 

TLG er et adventure/puzzle spil, hvis primære historie er det fantastiske forhold, der udvikles mellem dreng og dyr. 

Trico, det store væsen der minder om en kombination mellem en fugl, et pattedyr og en drage er i bogstaveligste forstand et fabelagtigt bekendtskab. Som spiller styrer man den unge dreng på ganske traditionel vis. Man løber, hopper og lister sig rundt, med en kæmpemæssig hundehvalp i hælene. Dyret er anderledes indirekte styret. Drengen kan give ordrer på et mystisk - til spillet opfundet sprog - og hoppe op på ryggen af det store væsen, for at gøre klar til en ridetur eller for at komme i sikkerhed. Og det med sikkerheden bliver nødvendigt ret ofte. 

Drengen kan komme frem i små trænge kroge, hvor det store væsen mødes af forhindringer, og her skal man i samspil forsøge at åbne porte, fjerne forhindringer og spotte den rigtige vej ud af ruinen. 

Trico derimod er det stor voldsomme dyr, der med råkraft og et par søde små vinger, kan smadre, hoppe og slynge sig videre og tilbagelægge store afstande, når kysten ellers er klar. 

ANNONCE
Trico - Dreng. - The Last Guardian [Anmeldelse] Trico - Dreng.

Velkommen til The Last Guardian - du har nu adopteret et nyt kæledyr.

Som nævnt er samspillet mellem dreng og dyr en kæmpe del af spillet. Trico har en gennemført egen personlighed, der i høj grad minder om en hund. Den lyser op og hopper rundt af glæde ved mødet med store græsflader, fjoller rundt i vandpytter, og læner ørene tilbage og skaber sig, når den føler sig truet. Den bliver også ugidelig og undviger ordrer når den er sulten, og så har den en forkærlighed for at hyle efter sin makker, når denne ikke er i syne - og er vældig god til at klø sig bag øret med sin pote/klo. 

Nogen gange skal man give dyret sin ordre et utal af gange før den lystrer - andre gange er den helt inde i din tankegang, og udfører dine befalinger, nærmest før du har ytret dem. Det er et interessant venskabsbånd man bliver udsat for, når man kæmper sig gennem spillet - og man føler virkelig venskabet og afhængigheden, når man pusler sig igennem de mange udfordringer man udsættes for. 

Truslerne i universet er ret interessante. De første, og ganske umiddelbare, er de faldefærdige slotsruiner, der konstant truer med at give efter og lade makkerparret styrte hundredevis af meter ned i dybet. Men, der lurer også en række unavngivne trusler, en række uhumane skyggekrigere, der pludselig dukker op for at isolere de to helte, og føre dem væk i mørket. Det er svært at sige mere om disse sammentræf, uden at afsløre for meget af mystikken. Men vær beredt på, at truslerne ikke blot er labyrinten i sig selv. Du vil gerne undslippe, men de mørke kræfter der har placeret dig i situationen, er ikke klar på at lade dig gå.

ANNONCE

TLG er et imponerende og gennemført spil. Man støder enkelte gange på lidt bugs, der måske mest af alt er et bevis på, at spillet har været længe undervejs - det manifesterer sig nemlig i grafikken, der af og til bøvler med framerate og buggy kameravinkler, men det er ikke en dealbreaker. Animationsstilen redder nemlig spillet fra sig selv. 

ANNONCE
The Last Guardian [Anmeldelse]

Spillet byder på en meget stilistisk animation, der viderefører arven fra ICO og Shadow of the Colossus - Man føler at man spiller en japansk animationsfilm, og netop fordi stilen er så markant, slipper det godt afsted med at benytte features som lav sigtbarhed (Så man kan begrænse view-distance) og markante skygger. Animationen gør nemlig det rigtigt, at den ikke forsøger at være bund-realistisk - når man har accepteret at stilen er ret unik, fungerer grafikken nemlig upåklageligt. Det er lidt det samme trick, som blandt andet har gjort at et spil som World of Warcraft, stadig lever videre. Hvis animation og grafik er bundet op på en bestemt stil, fremfor at forsøge at ramme noget realistisk, så er universet lettere at købe ind i - også når grafikken ikke er af typen der skubber grænser for, hvad der er muligt. 

The Last Guardian ER ekstremt smukt og velpoleret. Og hvis du har lyst til at sænke en seriøs håndfuld timer i et action-puzzle i år, så er det her uden tvivl et sted man bør lægge sine penge. 

ANNONCE
The Last Guardian

Udvikler: JAPAN Studio

Platform: PlayStation®4 (PS4™)

Genre: Action Adventure

Udgivelsesdato: 7. december 2016

Aldersrating: PEGI 12, USK 12, 12+

Del

Seneste nyt

Annonce