Iværksættere lancerer gratis magasin for fremtidens mand

 

Download Pressemeddelelse her.

Forudbestil magasinet her.

 

I det herrens år 2000 lancerede en gruppe unge iværksættere et modtræk til den etablerede trykte magasinbranche, hvor blade som M!, FHM og Euroman var dominerende og altoverskyggende. Med troen på, at alt kan lade sig gøre, blev online-magasinet Connery.dk født.

 

16 år senere lever Connery.dk fortsat i bedste velgående, og hvor M!, FHM, Coverman og Arena er lukket, er Connery.dk nu blevet moden til at prøve sig med det glitrede papir.

 

“Vi har mere end 250.000 læsere om måneden på Connery.dk. Vi er en lille redaktion på 4 mand, og vi har det pisse sjovt. Vi har i 16 år leget med tanken om at udgive Connery.dk som et rigtigt blad - om det så kun skulle blive til én enkelt udgivelse. Det sker så nu, og vi mener faktisk, at tidspunktet og markedet er helt perfekt! Vi vil lave et blad, som skriver for læseren - ikke for et opdyrket ego,” siger Mikkel Vermeulen, som er Chefredaktør.

 

Bladet bliver i første omgang distribueret til de danske handelsskoler, tekniske skoler og gymnasier og kan forudbestilles på Connery.dk.

 

“Det er nok lidt tosset at gå fra online til print i disse tider, men da vi startede Connery.dk i 2000 var det jo også en tosset idé. Så nu springer vi ud i det. Vi tror på, at der er flere tossede mænd, som gerne vil have et lækkert blad liggende på sofabordet, uden at det nødvendigvis skal koste 69,75 og have en mand på forsiden,” siger Mikkel Vermeulen.

 

Indholdet i Connery bliver skrevet til den velklædte, intelligente og veltalende mand, som går op i mærkevarer og kvalitet, når det behøves - og discount og éngangsgrill, når behovet opstår. Han går med Rolex, hvis han har råd, men ser ikke skævt til et no name ur fra en strøgbutik.

 

“Det bliver i hvert fald ikke snobberi, bukser med tern, pastelfarver og halsklude, men nærmere t-shirt, fadøl, sneaks og en god film i biografen,” siger Mikkel Vermeulen.

 

Fakta:

1. udgave udkommer til efteråret i mindst 10.000 eksklusive eksemplarer

Magasinet er gratis, annoncefinansieret og distribueres på de danske handelsskoler, tekniske skoler og gymnasier og kan forudbestilles på Connery.dk.

Målgruppen er mænd.

Kontakt:

Mikkel Møller Vermeulen

Chefredaktør

mmv@connery.dk

+45 22 51 84 20

 

Tilbage til toppen