Connery

Mød Det Ærøske Plæneklipperlaug: Herrelogen, der mødes over den nyklippede græsplane

Tovtrækning, passion omkring græsslåning og mandehørm.

Der findes utallige loger, drengegrupper og andre samlingspunkter, hvor de gamle drenge mødes over en trailerfuld øl og god stemning.

Men har du nogensinde hørt om en gruppe, som mødes over en passion for græsslåning?

Heller ikke her.

Men så stødte vi ind i Det Ærøske Plæneklipperlaug, som årligt mødes til en omgang græsslåning, maskinpleje, røverhistorier og græs og selvfølgelig mandehørm.

Men hvordan kommer sådan en gruppe i spil? Vi har snakket med Jonas Kisby på vegne af gruppen.

Det Ærøske Plæneklipperlaug er et stolt laug bestående af næsten 9 mand, pt 8 fuldbyrdet medlemmer og en sidste broder som skal igennem et sidste optagelsesritual til generalforsamlingen i midt februar.

Vi er barndomskammerater og kommer alle fra Ærø i det sydfynske øhav. Vi kommer fra ”Rise sogn”, og repræsenterer her landsbyerne Dunkær, Lille Rise, Store Rise, Tranderup, Ærøskøbing og Olde.

De mødes så ofte vi nu engang kan, for at dyrke en fælles passion for plæneklippere, græsslåning og tovtrækning, men vigtigst af alt mødes for at dyrke deres sammenhold og venskab.

Selvom vi er opvokset sammen sted, så er vi i virkeligheden helt vildt forskellige, og har erhverv lige fra tømre til skuespiller. Som så mange andre er vi gennem årene blevet spredt udover kongeriget Danmark. Vi havde dog alle en fælles holdning om at vi ville værne om vores rødder og venskab. Så i stedet for at blande blod, så lavede vi det her laug, fordi vi på den måde har en super god grund til at skulle mødes.

Konceptet kom til verden som et resultat af en verden, hvor mange har rigtig travlt med at komme væk, få nye venner og udvide sin horisont. Det er en tro på, at det er sundt at værne om sine rødder, fordi det giver dybde til ens venskaber.

Vi snakker følelser mand til mand og deler ud af vores problemer og succeser.Det er det smukke ved det her foretagende. Mænd der tør vise hinanden kærlighed.

ANNONCE
@Det Ærøske Plæneklipperlaug - Mød Det Ærøske Plæneklipperlaug: Herrelogen, der mødes over den nyklippede græsplane @Det Ærøske Plæneklipperlaug

Man kan ikke åbne et fotoalbum hjemme hos deres forældre, uden at der også er et billede af dem som små, hvor de figurerer sammen med en plæneklipper.

Vores første job, da vi var knægte, var at slå græs. Vi har fandeme slået nogen store plæner i vores tid. På Ærø har folk også baghaver på størrelse med 11 mandsfodboldbaner. Så for os står plæneklipperen som noget ganske særligt og helligt. Da vi for lang tid siden stod til en tovtrækningskonkurrence og til vores store chok opdagede at græsset vi skulle trække tov på var mega langt, besluttede vi os for at give det en hurtig klipning. Herefter er vi ikke blevet kaldt andet end Plæneklipperlauget. 

Målet er OL i tovtrækning. For et par år siden var de i Skotland på deres årlige researchtur - en herretur for at forske i præstationsfremmende whisky på mosklædte klippesten.

Undervejs på deres tur blev de, efter en hård match-sejr over nogle skotter, udråbt som ”The royal Danish National team”.

Eftersom vi ikke har hørt om noget officielt Dansk landshold i tovtrækning har vi taget denne titel på vores skuldre, og betragter os selv som ”The royal Danish national team of tug of war”. Så vi træner en del smidighedstræning til daglig men også lidt styrke og teknik.

Forskningen har desuden resulteret i, at Birkenstock-sandaler er det mest ideelle fodtøj til tovtrækning. 

Derudover har de udgivet en lille julesang, som du kan lytte nærmere til nederst i artiklen. 

Vores følgere har i mange år kun set billeder af os, og har jo spurgt hvem de maskuline tovtrækkere på de symmetriske holdbilleder egentlig er når det kommer til stykket? Det tog vi til os, og derfor udgav vi sangen ”En håndskubber til jul” og dertilhørende musikvideo.

Et andet overordnet mål er at vi promovere Ærø. Det er ingen hemmelighed, at deres hjerter banker for Ærø.

Hvis vi både kan give folk et smil på læben og slå et slag for Ærø samtidigt og de små samfund generelt i sin helhed, så har vi gjort det vi gerne vil. Desuden lever vi på mange måder i en perfekt verden, og rigtig mange vil gerne fremstå perfekt. I lauget er det tilladt ikke at være perfekt, nærmest et krav. Og det kan være et rigtigt rart afbræk ind imellem. Det vil vi også gerne vise vores fans.

ANNONCE
@Det Ærøske Plæneklipperlaug - Mød Det Ærøske Plæneklipperlaug: Herrelogen, der mødes over den nyklippede græsplane @Det Ærøske Plæneklipperlaug

Hvad foregår der så i Det Ærøske Plæneklipperlaug i hverdagen?

Vi har vores faste møder; generalforsamlingen i februar, æggekogning (påsken) i april, to-tre weekender i hhv. Juni og juli til sommerfester samt diverse tovtrækningsstævner og til jul. Derudover en årlig udenlandsrejse/træningslejr i november hvor vi studerer- og forsker i tovtrækning i andre lande.

Som en klassisk herregruppe starter de altid samtlige møder og sammenkomster med en stiv whisky.

Gruppen styres af den famøse stormester, en vismand i deres øjne. Hvis gruppens medlemmer har brug for råd om job, bolig, kærlighed eller lignende - så bliver det drøftet med vismanden.

Gruppen består af en Stormester, en revisor og en græskonge. 

Hvis du støder ind i gruppen, så har de altid to ting med sig - uanset hvad.

En Ærøflag og et tovtrækningstov. 

Det hænder at vi får en pludselig trang til at træne og trække tov mens vi er på farten. Også hvis vi kommer gående i en travl gågade eller strøget i København. Så hiver vi vores gear frem og starter med det samme træningen under vor stormesters befalinger.

Men hvorfor er de så ikke træt af at slå græs ligesom alle os andre?

Vi tror det hænger sammen med vores barndom. Det var et fristed, vores første ‘job’, og så kan det altså noget. Du går helt alene rundt og kan tænke for dig selv, samtidigt kan man se, hvor langt man når. Er der noget bedre end at skåne en lille margueritblomst i plænen eller fræse et æble over, så der lugter sødt og skønt i haven. For os er det meget mere end en sur pligt der bare skal overstås. Det er frihed og nostalgi; en æstetisk oplevelse.

ANNONCE
@Det Ærøske Plæneklipperlaug - Mød Det Ærøske Plæneklipperlaug: Herrelogen, der mødes over den nyklippede græsplane @Det Ærøske Plæneklipperlaug

Det er sgu en sjov tanke - og en dejlig undskyldning for at have årlige traditioner med de gamle drenge!

Måske man skulle sætte mere pris på sin græsplæne?

Del

Seneste nyt

Annonce