Jeg tror, mange vil sige ja men ikke mene det, for spørger man de selv samme mennesker, hvad de ville gøre, hvis de vandt den helt store onsdagslotto på +100.000.000dkr., så ville de færreste nok ikke lave det, de gør i dag. Mange ville nok komme op med noget med, at de ville leve i et varmt land, måske en lille lækker ø i det caribiske hav. Eller også ville mange nok svare, at de ville hive et år ud af kalenderen og tage ud i den store verden. Men hvorfor er det, at der skal en lottogevinst til? Hvorfor gør man det ikke bare? Hvis livet var en bil, så ville rigtigt mange sidde i passagersædet. Hvorfor dog ikke sætte sig bag rattet og selv bestemme farten, hvorhen, samt hvornår?

Hvad er det, vi er bange for? Det uvisse, dét at rive sikkerhedsnettet væk, komme ud af vante rammer? Som en fantastisk og meget berejst god ven til mig har sagt det så smukt:

”Follow your dreams, they are real!”

Og han har jo ret!

Hvorfor gør mange mennesker ikke det, de vil? Indvandrere er så udskældte, men i det mindste tager de deres liv i egne hænder og prøver at forfølge deres drømme - drømmen om et bedre liv. Det er som om mange i den vestlige verden lever livet gennem materielle goder. Det sidste nye tv, den hvide iPhone, iPad, den store bil og den nye lejlighed, der ligger det rigtige sted. Spørg dem, hvad de ville gøre, hvis de vandt. Ville de så lave det de laver i dag?

Folk der har været nede og skrabe bunden, gør ofte dratiske ting, begynder at se livet gennem nye øjne, et andet sind. De begynder at leve anderledes, end de gjorde tidligere. Skal der virkelig noget voldsomt til, førend vi bliver revet ud af shoppe-det-sidste-nye-lir tilstanden?

Selv har jeg været nede og skrabe bunden, oh jo, tro mig, helt dernede, hvor man ligger på offentlige toiletter og har taget en OD, fordi man måske så heldigvis ikke vågnede igen efter endnu en dag som narkoman. Jeg er på den anden side nu og kan kun sige, at jeg nu forstår, hvorfor folk render rundt og smiler, det fattede jeg ikke i 10 år, hvorfor de gjorde. Engang var materielle ting vigtige for mig, i dag er det oplevelser ude i den store verden, der er ren massage for mit sind.

Mange skyder billeder af deres ferier, bevares, det gør jeg også, og er god til det, selv om jeg ikke får skudt så mange, som jeg planlægger at ville hjemmefra. Men det vigtigste for mig er ikke at kunne vise alle andre om mine oplevelser, når jeg kommer hjem. Det vigtigste er, at jeg har taget et mentaltbillede og kan fremkalde det i min hukommelse igen og igen.

Det giver mig meget mere end at kunne fremvise de sidste nye effekter fra HiFi Klubben eller Applestore. I øvrigt er jeg slet ikke tilhænger, officielt, af æblet der er taget en bid af. Bevares, designet er fedt, men der stopper det så også for mit vedkommende!

I december skred jeg til Thailand. Ville vise min dejlige kæreste det land, der tog mig med storm for et årti siden, da jeg tog dertil for at arbejde som Divemaster. Jeg troede jeg kunne flygte fra stofferne dengang. Hvor naivt! Det kan man ikke, kan jeg fortælle jer. De findes overalt, og er der nogen, der kan spotte det, så er det én med en afhængighed!

Nu var jeg tilbage igen, tilbage i det land, jeg elsker så inderligt højt, Thailand. Min kæreste skulle opleve det. Jeg ville vise hende det autentiske Thailand, og da hverken  jeg, eller hende, ikke er til charterferie, jamen så var ø-hop oplagt. Samtidig skulle hun opleve den verden, jeg havde arbejdet i, den verden der udspiller sig under havets overflade. Min elskede verden. Det sted på kloden, hvor jeg har hjemme.

Det autentiske Thailand er så ved at være ødelagt, men det kan jeg skrive om i en anden blog.
Nå, der var nogle sidespring, lad os igen hoppe tilbage til min undren omkring, hvorfor folk ikke lever det liv de ville, hvis de selv kunne vælge.

De fleste tager på ferie for at slappe af, koble af fra hverdagen, nyde livet. Men hvad nu, hvis man boede sådan et sted, som man tager hen, så ville man jo kunne nyde livet hver dag, og er det i sidste ende ikke det, som det hele handler om? At nyde...

Gør dine drømme til virkelighed! Det er aldrig for sent at tage skeen i den anden hånd og skulle alt ramle og gå galt, jamen så er det aldrig for sent at give op. Men så kan man i det mindste se sig selv i øjnene og sige:

”Jeg prøvede det sgu’ – Jeg gjorde det fandme! – Jeg blev chauffør i mit eget liv!"


Jeg elsker at elske livet, uden det var jeg død!