Kan man være venner med det modsatte køn, hvis begge parter er single?
"Vi sov i den samme seng alle nætter. Hver sin dyne, men samme seng. Uden at have sex vel at mærke."
I dag skal vi snakke lidt om et spørgsmål, jeg synes, bliver ved med at vende tilbage: Kan mænd og kvinder være venner? Og i denne snak vil jeg gerne gøre det lidt mere specifikt: Kan to heteroseksuelle singler af modsat køn være venner? Det korte og åbenlyse svar er selvfølgelig, og så kunne jeg lige så godt stoppe med at skrive videre. Problemet er bare, at jeg ikke føler, det altid er så simpelt. For selvom det i teorien burde kunne lade sig gøre, er det sommetider noget helt andet i praksis.
Som barn og yngre havde jeg aldrig mange drengevenner. Min omgangskreds bestod af veninder, og drenge var de der søde (eller irriterende) nogen, man svarede på procenter om i S, P eller K. Men som årene gik, har min omgangskreds ændret sig, og pludselig fandt jeg mig selv oftere hænge ud med kammerater end veninder. Det hang især sammen med, at jeg flyttede fra Aalborg til København og på sin vis er det bare nemmere at møde fyre end piger, men det er en helt anden snak.. Pointen er, at jeg pludselig befandt mig i en situation, hvor det at hænge ud med fyre føltes som det mest naturlige i verden, og alligevel skabte det også visse komplikationer. Især for andre folk. Åbenbart. Spørgsmål som "er I virkelig kun venner?” og ”hvornår finder I sammen?” blev nærmere reglen end undtagelsen, og jeg tænkte, at det nok bare var, fordi jeg aldrig havde været en ’drenge-pige’, at folk ikke forstod det. Men efter at have diskuteret emnet med flere andre, både mænd og kvinder, som oplever samme tilgang til deres venskaber med det modsatte køn, kan jeg ikke lade være med at undre mig:
Er det virkelig så usandsynligt, at to singler kan hænge ud sammen uden intentionen om at knalde?
Jeg synes, at vi på sin vis underkender singler, når vi ikke tror, de kan være venner med det modsatte køn. Det skaber en idé om, at singler umuligt kan være glade, når de ikke er i et forhold og derfor altid er på jagt, hvorfor de ikke kan være interesserede i at tilbringe tid med det modsatte køn uden håbet om et romantisk/seksuelt forhold. Og det er da egentlig lidt trist. Jeg har fx en rigtig god kammerat, som jeg har ekstremt meget tilfælles med, og vi hygger virkelig meget, når vi er sammen. Det fortalte jeg en dag til en veninde, og hendes første respons var ”ej, hvorfor begynder du ikke at date ham?” Jeg ved godt, hun kun gjorde det i bedste mening, men jeg tvivler på, hun havde stillet samme spørgsmål, hvis det var en ny veninde, jeg havde fortalt om.. Det giver på en måde et helt forkert syn på relationer, når vi sætter et romantisk forhold højere end et venskabeligt forhold.
Er det så umuligt at tro, at jeg vitterligt bare gerne vil have et godt venskab – uanset om vedkommende så har den ene eller anden kønsdel?
Og er jeg naiv, hvis jeg tror, at mine kammerater ønsker det samme?
Et af de tidspunkter, hvor spørgsmålet har været mest presserende, var, da jeg i sommers tog ud at rejse med en anden rigtig god kammerat. Af en eller anden grund var den vigtigste information for folk at vide, hvordan vi gjorde med overnatning. Spørgsmål som ”hvad skal I se?”, eller ”hvor længe skal I være væk?” blev erstattet af ”hvordan skal I sove?”, så det skal jeg fortælle jer: For mig var den mest naturlige (og mest økonomiske) løsning, at vi delte et hotelværelse. Så det gjorde vi. Og vi sov i den samme seng alle nætter. Hver sin dyne, men samme seng.
Uden at have sex vel at mærke.
For ja, det kan man faktisk godt. Også som to heteroseksuelle singler.
Mine kammerater og jeg tager ud at spise, i biografen, går ture, holder filmaftener, tager i byen og har lange, gode samtaler – alt det, jeg også ville gøre med en god veninde. Eller med en kæreste for den sags skyld. Vi har bare ikke sex.
Men det har jeg jo trods alt heller ikke med mine veninder. Så hvad er problemet egentlig?
