Kaiser Chiefs - Yours Truely, Angry Mob
Uoplagt 2'er fra britiske Kaiser Chiefs.
Selvom opfølgeren til første udlæg fra britiske Kaiser Chiefs var ventet med en vis spænding, er det svært at finde sig selv alt for ophidset når øjnene falder på et af de tarveligste omslag i umindelige tider. Titlen på fronten læser 'Yours truly, angry mob', men bandet nedenunder står nærmere en smule småfornøjede og surmuler til kameraet, imens en voldsomt fesen gul kulør iklæder baggrunden med ren kedsomhed. Jeg ved det, jeg ved det, 'døm ikke bogen på omslaget', og i håb om, at det blot er mig der er overfladisk og hamrende fordomsfuld smider jeg skiven i afspilleren og venter spændt på hvad mine højtalere vil sige.
Første nummer "Ruby" byder på en tand mere spade end tidligere set, mens det gennemgående fokus stadig ligger på den skarptskårne melodi og en stram, bevægelsesindbydende rytmesektion. Nummeret formår dog ikke at fremmane meget mere end en smule hovednikken og en hvis portion skepsis. Det er svært at afgøre, hvorvidt forsanger Ricky Wilson prøver at overbevise lytteren eller sig selv om at teksten holder vand, når han i omkvædet trasker rundt i linjerne; "Ruby, ruby, ruby, ruby, do ya, do ya, do ya, do ya, know what ya doing to me". På trods af at skæringen besidder en hvis melodisk appel, så tegner det første indtryk billedet af et lettere uoplagt og uinspireret band.
Albummet er dog ikke uden sine øjeblikke, hvilket bekendtgøres på numre som "Heat Dies Down" og "Everything is Average Nowadays", der afspejler den største mængde entusiasme og engagement som bandet har kunnet mønstre i denne omgang. Førstnævnte byder som åbneren på mere påtrængende guitarflader, som dog her formår at gå op i en væsentlig højere enhed med de øvrige instrumenter. Detaljeniveaet og opfindsomheden er desuden igen tilbage på niveau med debuten, hvilket i sidste ende resulterer i et af skivens mest solide og holdbare numre.
"Everything is Average Nowadays" er betydeligt mere skrabet og enkel i sin opbygning, men besidder til gengæld først og fremmest en interessant og indtrængende melodi, og endnu vigtigere, en oprigtighed og en spilleglæde som desværre ikke gør sig tilsvarende gældende på størstedelen af de øvrige numre.
Samlet set føles det på størstedelen af Yours Truly, Angry Mob som om Kaiser Chiefs træder vande og mest af alt kører på rutinen og deres utvivlsomme evne til at skrue gode melodier sammen. Det er dog langt fra tilstrækkeligt til at udgøre en god plade, og var det ikke for nogle enkelte, ensomme perler ville albummet herfra hurtigt blive stemplet som overflødigt britpop uden bid. Forhåbentligt finder de fem Leeds-drenge snart igen den glæde ved musikken som var så nærværende på debuten, og, i et par sjældne instanser, på dette nye, halvhjertede udkast.
Første nummer "Ruby" byder på en tand mere spade end tidligere set, mens det gennemgående fokus stadig ligger på den skarptskårne melodi og en stram, bevægelsesindbydende rytmesektion. Nummeret formår dog ikke at fremmane meget mere end en smule hovednikken og en hvis portion skepsis. Det er svært at afgøre, hvorvidt forsanger Ricky Wilson prøver at overbevise lytteren eller sig selv om at teksten holder vand, når han i omkvædet trasker rundt i linjerne; "Ruby, ruby, ruby, ruby, do ya, do ya, do ya, do ya, know what ya doing to me". På trods af at skæringen besidder en hvis melodisk appel, så tegner det første indtryk billedet af et lettere uoplagt og uinspireret band.
Albummet er dog ikke uden sine øjeblikke, hvilket bekendtgøres på numre som "Heat Dies Down" og "Everything is Average Nowadays", der afspejler den største mængde entusiasme og engagement som bandet har kunnet mønstre i denne omgang. Førstnævnte byder som åbneren på mere påtrængende guitarflader, som dog her formår at gå op i en væsentlig højere enhed med de øvrige instrumenter. Detaljeniveaet og opfindsomheden er desuden igen tilbage på niveau med debuten, hvilket i sidste ende resulterer i et af skivens mest solide og holdbare numre.
"Everything is Average Nowadays" er betydeligt mere skrabet og enkel i sin opbygning, men besidder til gengæld først og fremmest en interessant og indtrængende melodi, og endnu vigtigere, en oprigtighed og en spilleglæde som desværre ikke gør sig tilsvarende gældende på størstedelen af de øvrige numre.
Samlet set føles det på størstedelen af Yours Truly, Angry Mob som om Kaiser Chiefs træder vande og mest af alt kører på rutinen og deres utvivlsomme evne til at skrue gode melodier sammen. Det er dog langt fra tilstrækkeligt til at udgøre en god plade, og var det ikke for nogle enkelte, ensomme perler ville albummet herfra hurtigt blive stemplet som overflødigt britpop uden bid. Forhåbentligt finder de fem Leeds-drenge snart igen den glæde ved musikken som var så nærværende på debuten, og, i et par sjældne instanser, på dette nye, halvhjertede udkast.
