Kære mænd: Hvor går grænsen? [Simone Spørger]

Hvornår kan man definere noget som utroskab?



4. oktober, 2016 - kl. 00:00
Forfatter: Simone Borup


Synes godt om Connery.dk

Del artiklen

Jeg gætter på, at de fleste af os her er enige om, at når man har en kæreste, må man ikke være sammen med andre. Men hvad betyder det egentlig? Hvor går grænsen?

Jeg læste for nyligt om en undersøgelse, hvor kun 5 % af de deltagende troede, at deres partner kunne finde på at være dem utro – dog havde 70% af de deltagende aldrig taget snakken om, hvad utroskab egentlig indebærer. Og hvem har så retten på sin side, når den ene mener, at der skal være sex inde i billedet, før der er tale om utroskab, alt imens den anden bliver jaloux og er klar til at slå op over et kindkys?

Jeg har altid syntes, at dette spørgsmål var ret interessant, fordi svaret er så forskelligt fra person til person. Alle folks grænser er forskellige, og hvis vi skal bruge mænd som eksempel: på den ene side findes de mænd, der bliver sygeligt jaloux, bare en anden mand kigger på deres kærester, mens der på den anden side findes de mænd, der nærmest skal finde en fremmed mand mellem benene på deres kæreste, før han mærker en snert af jalousi. Er det muligt at finde en mellemvej uden at gå på kompromis med ens egne grænser? 

Hvis manden ikke spørger, skal jeg så fortælle?

Lad os forestille os en aften i byen. Her er der sikkert flere af os, der holder af at møde nye mennesker – uanset om man er single eller i et forhold. Lad os så forestille os, at jeg opsøger en mand, som egentlig er i et forhold. Hvem af os har så ansvaret for at få den information frem: Er det mig, der skal sørge for at spørge ham? Eller er det ham, der uopfordret skal fortælle mig det?

Hvis vi skal prøve at vende den om, har jeg i hvert fald ofte set det som et dilemma, når jeg har haft en kæreste og været i byen - for hvis manden ikke spørger, skal jeg så fortælle? Jeg forstår da godt, at den opsøgende mand ikke gider at bruge flere hundrede kroner på drinks til mig, hvis jeg alligevel har en kæreste derhjemme – medmindre han selvfølgelig virkelig bare vil være venner, men det er en helt andet snak, som vi må tage en anden gang. Lad os nu i stedet sige, at manden byder mig på en drink uden at have stillet spørgsmålstegn ved min civilstatus først - er det så mit ansvar at fortælle, hvis jeg har en kæreste derhjemme? Eller må jeg godt pænt takke ja til en drink? For selvom det kan være irriterende at spilde både tid og penge på én, der alligevel har en kæreste, så er det næsten endnu værre at få smidt ”jeg har altså en kæreste!” i hovedet, hvis alt, man gjorde, var at spørge, om stolen ved siden af var optaget.

Så når nu der er så mange af os, der ikke tager snakken med en partner om, hvor grænsen går, har du så nogensinde tænkt over, hvad din kæreste egentlig må, når det kommer til det modsatte køn? Må hun gerne drikke en kop kaffe med sin gamle klassekammerat, som hun har kendt altid? Må hun så også gerne drikke en kop kaffe med sin nye, mandlige kollega, som hun først har mødt efter, I blev kærester og nu synes er både sjov og rigtig klog? Eller skal du lige godkende ham først for at se, om han er en potentiel trussel?

Justér forventningerne med din kæreste 

Må hun gerne danse med fremmede mænd i byen? Eller skal der helst være en distance på 1 meter mellem hende og de andre fyre på dansegulvet? Må hun overhovedet gå i byen? Og i så fald, må hun så gerne tage imod drinks? Eller må hun give sit nummer ud til fyren, der lige ville skrive til hende i morgen om et ”job-tip”? Og hvorfor må hun egentlig ikke kysse sin bedsteven, som hun har kendt siden hun var 5 år på læberne, når hun kysser sin gamle moster der?

Spørgsmålene er mange, og jeg er ret sikker på, at svarene er ret forskellige alt efter, hvem man spørger. En fyr kan måske sidde måbende tilbage, når hans kæreste rasende kaster med stolene, fordi hun har hørt fra Pia, som har hørt fra Camilla, at han dansede med Pernille i byen, og hvordan han dog kunne tillade sig det, hvortil hans eneste forsvar er, at de jo bare er venner. Men i kvindens hoved kunne han lige så godt have haft sex med Pernille lige der på dansegulvet, og han må da kunne forstå, at han klart havde overtrådt en grænse der. Men hvor går grænsen, hvis den aldrig er blevet defineret?

Jeg tror godt, vi kan skyde en hvid pil efter nogensinde at finde en universel regel om, hvor grænsen går. Hvad der kan være helt naturligt og uskyldigt for den ene, kan være en kæmpe deal breaker for den anden, og så er jalousi, misforståelser og skænderier uundgåelige. Dertil kommer andre folks holdning til, hvad man må og ikke må i et forhold. Jeg gætter på, der er mange, der har fået smidt ”husk nu lige, du har en kæreste” i hovedet en gang imellem, mens man selv står uforstående tilbage og tænker ”ja, men derfor må jeg vel godt hilse på min ven/veninde?”

Jeg forestiller mig derfor, at det vigtigste er, at man selv kender de grænser, man har sat i fællesskab med sin kæreste - for så kan folks misbilligelse og rullende øjne vel være totalt ligegyldige. Så skal vi ikke lige aftale, at vi alle fra nu af tager den snak med kæresten, inden den ene part pludselig står med tungen nede i halsen på en fremmed og efterfølgende bruger undskyldningen: ”Nå.. tæller det virkelig som utroskab?”

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Simone Borup Følg på: Facebook Instagram

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om connery.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen