Connery

Interview med norske Kakkmaddafakka: "Navnet trængte simpelthen til et band!"

En snak om generte nordmænd, fordomme om danskerne og Klovn

Første gang jeg stiftede bekendtskab med det Kakkmaddafakka, var i forbindelse med Skanderborg festival, og siden da har bandet sat sig fast i min erindring. Ikke kun pga. det unikke navn, men også fordi musikken er super god. Kakkmaddafakka er et norsk indie rock band, som blev stiftet i 2004, hvoraf alle medlemmer er fra Bergen. Kakkmaddafakka har stor succes i Norge og mange andre lande, og nu satser de stærkt på også at indtage Danmark med storm. Jeg tog derfor en snak med de to brødre og forsangere i bandet, Pål (som går under navnet Pish) og Axel (som går under navnet Nature), da de endnu en gang spillede i Danmark. 

Jeg forestiller mig, at bands ofte dannes og først derefter skal blive enige om et navn. Kakkmaddafakkas historie er dog lidt en anden. 

Vi er nødt til lige at snakke lidt om jeres navn. Hvor stammer det fra? 

Navnet kom faktisk før bandet. Det var i spillet Tommy Hawk's Pro Skater, at navnet dukkede op, og straks, da vi så navnet, tænkte vi 'arg, det kunne være et fedt band!', og ja, så lavede vi et band. Navnet trængte simpelthen til et band!

Betyder det noget?

Det betyder ingenting specielt. Det er bare fedt. Kakkmaddafakka! Det er et fedt navn. 

Hvordan starter man bare lige pludselig et band ud fra et navn?

Et par måneder efter, vi havde lavet bandet, afholdt vi vores første koncert, og den gik veldig bra. Publikummet var venlige mennesker, og det var fedt. Vi spillede jo nok ikke så godt, men det var en succes, så den rette Kakkmaddafakka vibe var der allerede der, og så har vi bare fortsat lige siden. 

Og det er jo efterhånden ved at være længe siden, I startede. Er der nogen oplevelser i jeres karriere, der står særlig stærkt i erindringen?

Ja, vi spillede jo på Roskilde her i Danmark. Det var fedt! Det var en ret stor dag og et ret stort mål for os. 

I spillede jo også på Skanderborg festival for første gang i år. Hvordan var det?

Det var fantastisk! Det var en helt fantastisk festival. Vi fandt jo efterfølgende ud af, at det var den samme festival, som de havde været på i 'Klovn - The Movie', og det var fedt, fedt, fedt! Vi kunne pludselig genkende alle stederne fra filmen, og vi tænkte ”hey, det er jo den samme festival!” - Vi er ret store Klovn fans, så det var en god overraskelse at få. Serien bliver nemlig også sendt i Norge. Vi opdagede Klovn gennem en pige fra Norge, som studerede i Danmark, og så blev vi fans. Meget store fans. Og nu kommer der jo en sæson 7! Men vi ved ikke helt, om de kan overgå sig selv. Men det er skønne mænd!

Eftersom jeg også er ret stor fan af Klovn, endte vi lynhurtigt ud i en snak om, hvorvidt serien eller filmene var bedst (læs: serien), inden jeg fik snakken vendt tilbage til drengene. Jeg ville nemlig rigtig gerne vide, hvorfor det først er nu, de har valgt at satse på Danmark. 

Der har simpelthen ikke været tid før nu. Vi har heller ikke rigtig kendt de rigtige mennesker før nu, men vi kan godt lide Danmark, så for os er det sjovt at spille koncerter her. Vi vil gerne blive lige så store i Danmark, som vi er i Tyskland. Det er vores plan. Men man ved jo aldrig..

Har I så en fordom om danskerne, som I venter på at få be- eller afkræftet?

Nature: Min fordom om danskerne er, at de er lidt for vulgære i deres kultur. Når jeg siger vulgær, kan det jo have mange betydninger, men for mig har det med dannelse at gøre. Det danske folk har lidt glemt sin dannelse. For meget Big Brother og for lidt Symfoni. For meget Aqua og for lidt Kim Larsen. Man ser nok tendensen lidt i alle lande, men i Danmark er den tydelig. Fx er der jo ingen store indiebands i dk. 

Pish: Jo, der er da Mew.

Nature: Ja, det er rigtigt, men der er ingen nye kommet de sidste 10 år ca. Men ja, Mew er jo et typisk eksempel på en dannet kultur. 

Jeg ved ikke, om jeg får sagt mit 'okaaay' med en smule skepsis i stemmen. I hvert fald skynder Nature sig at tilføje:

Men det er jo bare min fordom! Jeg har jo ikke været her nok til at bedømme det. Jeg har jo kun været her i to-tre dage af gangen, så jeg kan ikke sige, om den er bekræftet. Men det er også, fordi der jo er mere historie og højkultur i Danmark end i Norge, så vi har altid set op til jer. Og I har klart den bedste humor. Fx Klovn! I har også det bedste kokkeprogram i verden 'Spise med Price'. Dét er dannet. Men jeg føler stadig, at Big Brother kultur har overtaget lidt. Det er min personlige fordom. 

Jeg er spændt på at høre, om den kommer til at holde stik! Kunne I forestille jer nogensinde at flytte til Danmark?

Pish: Ja, jeg har faktisk tænkt på det. Jeg trives godt i København. Ellers kender jeg faktisk også en lydmand, der bor i Danmark, som har fortalt mig om et sted, hvor han surfer.

Ah, Cold Hawaii? 

Pish: Ja, det lyder rigtigt! Han fortalte om sit liv der, og det virkede meget fedt, så det kunne måske også være. Jeg kunne i hvert fald godt overveje det. 

Nature: For mig handler det nok om, at vi bor i Bergen, hvor der er koldt, så hvis jeg flytter, flytter jeg nok ikke til Danmark. Så flytter jeg nok til et varmt sted. For mig er Danmark et feriested, og jeg elsker at være her, men hvis jeg først skulle flytte fra mit hjemsted, så bliver det nok til et varmt land. 

Men bortset fra kulde, hvad er så karakteriserende ved Norge? 

Nature: Hvis jeg skal beskrive folket, er det et meget genert og indadvendt folk. Vi er jo ekstremt udadvendte af nordmænd at være. Vi er ikke som typiske nordmænd. Den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose skrev jo janteloven, og den står stærkt i Norge. Man lever efter den både på godt og ondt, for den skaber lidt usikkerhed. Nordmænd er vældig usikre mennesker. Man har fx testet, hvor i verden det er lettest at få en ven som udlænding, og her er Norge det vanskeligste. Vores venner er vores barndomsvenner. Hvis du skal have en ven, skal du nærmest være barn. For en udlænding er det vældig vanskeligt at få en ordentligt ven. Og så er det så koldt et klima, så folk bare er inde. Bliver hjemme og hygger med dem, man kender.

I får det næsten til at lyde, som om man aldrig går ud? 

Pish: Nej, altså de unge nordmænd er ude at drikke i weekenden og er sociale. Her møder vi gerne fx studerende fra udlandet og har det meget sjovt, men mandag er vi ikke venner længere. Vi har det meget hyggeligt med fremmede, så længe det er ude blandt folk, men hvis man inviterer nogen hjem, er det kun dine nærmeste. Det er ganske vanskeligt at komme ind på det norske folk. 

Har I samme indtryk om danskerne?

Danskere virker bedre til det. De virker fx bedre til at mødes over et par øl ud på eftermiddagen. Så drikker man lige et par øl og går hjem, men i Norge er det sådan, at fordi der er et koldt og hårdt klima, så venter alle til weekenden, og så drikker de sig skide fulde hjemme, går ud blandt mennesker, og efterfølgende husker de ikke, hvem de har mødt. Men de har haft det meget sjovt, så længe det varede. Det virker lidt mere casual i Danmark. Det virker ikke umuligt at komme ind i en ny vennegruppe. 

Indadvendte og generte er i hvert fald ikke det indtryk, jeg får af de to gutter, men som de selv siger, er de heller ikke, som nordmænd er flest. 

Hvilken musik lytter I selv til? Noget dansk måske?

Pish: Ja, vi lytter til alt muligt. Klumben. Kidd.

Nature: Og så er jeg altså fan af Aqua. Selvom det er lidt populærkultur, så er det fantastisk. Det er vældig god popmusik. Hun er jo lidt norsk også. Kim Larsen kan vi jo også godt lide, især den der nananana…

Og efter en lille Kim Larsen sang spørger jeg drengene, om de har et sidste godt råd, de vil give med på vejen, og det har de. To vældig sunde af slagsen endda. 

Pish: Begynd din dag med at presse en halv citron ud i varmt vand. Det er et godt tip. Det gør jeg hver morgen. Så har du slet ikke trang til at drikke kaffe. Det er godt for din fordøjelse. Din mave har det meget godt.

Nature: Jeg kan anbefale at strække ud! Der er kun én ting, jeg fortryder i mit liv, og det er, at jeg ikke har været bedre til at strække ud. Jeg spillede meget fodbold, men jeg tog aldrig udtrækning seriøst. Det kan virkelig anbefales. Fx yoga eller hvad du vil. Stretch your muscles. 

Lad det hermed være ordene fra de norske gutter. Varmt vand med citron og udtrækning. 

Og nu når drengene ikke selv tipper om det, så vil jeg gøre det: Tag lige og lyt til deres nyeste single her!

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce