Connery

Interview med Face, der udgiver solodebuten "Kun mig" den 21. april

Et hudløst ærligt album, der fortæller om de hektiske år med Kaliber, utallige koncerter og de mange efterfester.

Det er ikke længe siden, vi delte Faces, det tidligere medlem af rap-gruppen Kaliber, første single, siden han er gået solo. Nu er han snart klar med sit debutalbum, ”Kun Mig”, som er et hudløst ærligt album, der fortæller om de hektiske år med Kaliber, utallige koncerter og de mange efterfester. Efter tiden med Kaliber har Face givet sig selv tid og lov til at lave et album med refleksion og fordybelse, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Albummet er westcoast hip hop, og med på feature finder du både navne som L.O.C., Marwan, Young, Pede B, Abbaz og Ceci Luca. 

Albummet udkommer den 21. april, og i den forbindelse har jeg taget en snak med Face om inspiration, tiden med Kaliber og håb for fremtiden. 

ANNONCE

Hvis du skulle beskrive dit nye album med tre ord, hvilke skulle det så være?

Ærligt, gennemtænkt og tiltrængt.

Nu må du gerne bruge lidt flere; hvad handler dit nye album om?

Mit album handler om mig, kort sagt. Om min opvækst, holdninger, tanker, mine følelser og syn på livet. Jeg tror, at lytterne vil sidde tilbage med en følelse af, at de har lært mig at kende og måske/forhåbentlig også kan se sig selv i nogle af teksterne.

Hvor får du inspiration fra?

Min inspiration kommer primært fra Westcoast og G-Funk. Jeg er jo vokset op med Dr. Dre, 2pac, Nate Dogg, Snoop osv., så de har selvfølgelig præget min stil. Men jeg er også inspireret af gammeldags Motown soul og nyere ting som Frank Ocean, Krizz Kaliko og Elija Blake m.fl.

Du har tidligere været en del af rap-gruppen Kaliber, men er nu gået solo. Hvorfor?

Kaliber var en fed tid, som jeg ikke ville være foruden, men vi kom til et punkt, hvor det blev sværere og sværere at finde en vej, vi skulle gå. Det blev mere arbejds-agtigt i takt med succesen, og vi skulle hele tiden grave dybere for at finde en fællesnævner, og derfor valgte vi at stoppe på toppen og i stedet fortsætte hver for sig.

ANNONCE
Interview med Face, der udgiver solodebuten "Kun mig" den 21. april

Hvis du kunne vælge én person – levende eller død – som du måtte invitere på middag, hvem skulle det så være?

Min farmor. Hun døde sidste år, og hun var min helt. Den sejeste kvinde jeg har kendt.

Har du en guilty pleasure?

Jeg tænker musik konstant, og jeg kan ikke fungere uden. Lige meget hvad jeg laver, ligger den hele tiden og sørger for, at jeg ikke kan være 100% til stede. Det er min styrke og svaghed.

Hvad er dit håb for fremtiden?

Jeg håber selvfølgelig, at mit album kommer bredt ud. Jeg synes, at alt for meget musik i dag mangler sjæl og nerve og bare handler om hits og penge. Jeg tror, at både branchen og befolkningen har brug for noget musik, som har en dybere mening og giver noget at tænke over. Mit album er blottet for bullshit og ligegyldighed.

Et godt råd til læserne?

Vær kræsen. Lad vær med bare at lytte til musik... Hør det!

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce