Hide And Seek
Ond lille thriller - der imidlertid skæmmes af rutinepræstationer og billige chok-effekter.
USA 2004
Instruktør: John Polson
Medv: Dakota Fanning, Robert De Niro, Elisabet Shue, Famke Jannsen, Ami Irving
Genre: Thriller
Billedformat: 2.40:1 (Anamorphic Widescreen)
Lyd: DTS
Længde: 99 min.
Distributør: SF-Film
Releasedato: Iz on da street dawg!!
De Niro og Dakota - fortid og fremtid forenet i nutid. Det er der kommet thrilleren "Hide And Seek" ud af - en film, der bruger laaang tid på at bygge op, måske for lang tid, før der begynder at komme skred i tingene. På den anden side er en film af denne konstruktion nødt til at lægge lag på lag af handlingselementer, vildledende tråde og forvirrende faktorer ovenpå hinanden, før den store forløsning, hvor alt vendes på hovedet, og det i al sin tilstræbte gru går op for beskueren, hvilket diabolsk image det samlede puslespil eksponerer.
David (De Niro) er New Yorker-psykologen, der finder sin kone død i badekarret, dybrødt inferno, overskårne vener og levende lys. Datteren Emily (Fanning) ser til, og traumatiseres voldsomt. Far og datter flytter på landet for at få en ny start - men tingene kører hurtigt helt skævt. Emily begynder at opføre sig ekstremt suspekt, accelererende til det sygelige, og fabler uafbrudt om sin nye ven "Charlie". David forsøger sig med overbærenhed og forståelse, men da (kæle)dyr og mennesker begynder at dø omkring de to, tilsyneladende for Emilys hånd, må der skrappere midler til.
David tilkalder en kvindelig kollega fra "Det Store Æble," der ønsker at bringe Emily med tilbage for at undersøge hende nærmere, og trænge igennem til lillepigens tankemæssige parallelunivers med den mystiske Charlie, som David og kollegaen betragter som værende en imaginær foreteelse, skabt af det smertelige traume efter moderens voldsomme og tragiske død. - en selvopfunden teknik, Emily benytter til at kanalisere sin åndelige lidelse.
Så vipper kajakken brat og uventet, og som det er sædvane i flicks af denne slags, viser det sig at intet er, som det ser ud til. Hvad der trækker op i helhedsindtrykket, er den ondskab og gemenhed, plottet rummer, især er jeg glad for, at hvad der først virkede som en ALT for typisk, påklistret, sukkersød Hollywood happy end, heller ikke er hvad den udgiver sig for.
Downsiden er for mange klichéer; Det store, ensomt beliggende gamle hus langt ude på landet, underlige naboer, og, værst af alt, et fuckin' HAV af billige chokeffekter. Fanning spiller helt uovertruffent - fantastisk at en tøs på den alder kan mønstre en mimik og et minespil i den klasse. De Niro er ofte set bedre, man fristes lidt til at tro, han har taget rollen for da dough, i hvert fald tærer han stærkt på rutinen, som han jo har masser af.
Alt i alt en oplevelse over middel, men ikke noget der for alvor får dig op at ringe, hvis du har set genretiltag "en masse" før. Rigtig uhyggelig eller sågar skræmmende fandt jeg den aldrig, men fru L:Ron tilbragte det meste af filmens løbetid yderst på sofasædet - eller oppe under loftet! Se den derfor med en chick - der er jo ikke noget som en rystende tøs, der klamrer sig til én, og nærmest tigger om trøst og komfort.
Se, således, hver film ender med at tjene SIT formål!
David (De Niro) er New Yorker-psykologen, der finder sin kone død i badekarret, dybrødt inferno, overskårne vener og levende lys. Datteren Emily (Fanning) ser til, og traumatiseres voldsomt. Far og datter flytter på landet for at få en ny start - men tingene kører hurtigt helt skævt. Emily begynder at opføre sig ekstremt suspekt, accelererende til det sygelige, og fabler uafbrudt om sin nye ven "Charlie". David forsøger sig med overbærenhed og forståelse, men da (kæle)dyr og mennesker begynder at dø omkring de to, tilsyneladende for Emilys hånd, må der skrappere midler til.
David tilkalder en kvindelig kollega fra "Det Store Æble," der ønsker at bringe Emily med tilbage for at undersøge hende nærmere, og trænge igennem til lillepigens tankemæssige parallelunivers med den mystiske Charlie, som David og kollegaen betragter som værende en imaginær foreteelse, skabt af det smertelige traume efter moderens voldsomme og tragiske død. - en selvopfunden teknik, Emily benytter til at kanalisere sin åndelige lidelse.
Så vipper kajakken brat og uventet, og som det er sædvane i flicks af denne slags, viser det sig at intet er, som det ser ud til. Hvad der trækker op i helhedsindtrykket, er den ondskab og gemenhed, plottet rummer, især er jeg glad for, at hvad der først virkede som en ALT for typisk, påklistret, sukkersød Hollywood happy end, heller ikke er hvad den udgiver sig for.
Downsiden er for mange klichéer; Det store, ensomt beliggende gamle hus langt ude på landet, underlige naboer, og, værst af alt, et fuckin' HAV af billige chokeffekter. Fanning spiller helt uovertruffent - fantastisk at en tøs på den alder kan mønstre en mimik og et minespil i den klasse. De Niro er ofte set bedre, man fristes lidt til at tro, han har taget rollen for da dough, i hvert fald tærer han stærkt på rutinen, som han jo har masser af.
Alt i alt en oplevelse over middel, men ikke noget der for alvor får dig op at ringe, hvis du har set genretiltag "en masse" før. Rigtig uhyggelig eller sågar skræmmende fandt jeg den aldrig, men fru L:Ron tilbragte det meste af filmens løbetid yderst på sofasædet - eller oppe under loftet! Se den derfor med en chick - der er jo ikke noget som en rystende tøs, der klamrer sig til én, og nærmest tigger om trøst og komfort.
Se, således, hver film ender med at tjene SIT formål!
