Filmblog: Derfor har Leonardo DiCaprio aldrig vundet den eftertragtede Oscar
Så mange gode film, så få statuetter på hylden. What went wrong?
Leonardo DiCaprio er en skuespiller, vi i gennem tidens løb har forbundet med underholdning og film, som man gerne skulle have krydset af på sin filmiske ’Bucket List’ – han er en skuespiller, der går ind og trækker det ekstraordinære ud af en af og til almindelig eller gennemsnitlig film, og bliver derfor ’trækplasteret’ på selve oplevelsen af filmen. Han bliver ikke anerkendt for sin præstation så at sige, men mere anerkendt for at have gjort filmen bedre i sin helhed.
Han har i mange af tilfældene været en skuespiller, vi elsker at se og underholdes af, netop fordi vi er vant til hans evindelige evne til at spindle guld i alle afskygninger af roller. Han er indbegrebet af god film, og befolkningen tendenserer til at have ’vænnet’ sig til hans skuespil, hvilket ofte kan være en hæmsko og forbandelse for en stjerne, som har haft succes helt tilbage i ’børnealderen’.
Han hviler sig meget i sig selv og sit skuespil – både som sit job, men også som idolet for sine fans – at vi ikke længere tænker på ham, som en der bør ’belønnes’ for sine evner. Han kan bare det pis. Vi ser os blinde på hans reelle evner og kan sommetider tage hans reelle talent for givet. Ikke at vi ikke underholdes, forundres og betages, men at vi tager det for givet, at han arbejder så hårdt for noget, der virker til at komme til ham så umådeligt let. Dette kan have forpurret hans nomineringsmuligheder i film såsom Titanic (1997)(must. not. cry.), The Departed (2006) eller Django Unchained (2012).
I andre tilfælde skyldes hans manglende statuette på kaminen blot, at der var en der var bedre. That’s it. Ikke at nogen kunne klare hans rolle bedre end ham selv, men andre formår blot at stikke lidt mere ud fra mængden på sin egen måde og i en anden kontekst.
DiCaprio har i alt været nomineret til fire Oscars for sit skuespil, og en femte for sin producer-rolle i Wolf of Wall Street. Jeg vil forsøge at kaste lidt lys på, hvorfor jeg mener, at takketalen, guldmanden og den prestigefyldte kåring har stået ham så nært, og alligevel aldrig blevet til noget.
Bedste mandlige birolle: What’s Eating Gilbert Grape (1993)
Hvem tabte han til? = Tommy Lee Jones i The Fugitive
Her finder vi en ung DiCaprio, som med blot få film og tv-serie-roller på bagen kastes ind i et følelsesladet drama om en ung mands tilbageholdelse fra livets karrusel grundet hans mentalt handikappede bror og overvægtige mor. DiCaprio spiller den mentalt handicappede Arnie, og formår at indkapsle sin rolle i et ufatteligt realistisk portræt, hvor man af og til tænker, hvorvidt knægten egentlig har en skrue løs eller ej.
Hvorfor vandt han så ikke? Forvirringen over, hvilke af de to spirende stjerner – Johnny Depp og Dicaprio – man burde fokusere mest på kunne have slynget beslutningen ud i tågen, og DiCaprios uerfarne CV kunne have fået akademiet til at hvile lidt mere på en gammel kending, Tommy Lee Jones.
Oscar-akademiet havde allerede lovprist Dustin Hoffmans præstation som den autistiske Raymond Babbitt i Rain Man (1988), og derved anerkendt en skuespiller for sine evner til at skildre en mindre intelligent person på realistisk vis. Ikke at jeg mener, at Hoffman ikke skulle have vundet eller på nogen måde lægger sig tæt op af DiCaprios præstation, men befolkningen og Oscar-juryen kunne have set Hoffmans præstation som en one-of-a-kind og derved se DiCaprio som en lidt søgt copycat leveret af en ung, svensk instruktør ved navn Lasse Halström, som på daværende tidspunkt forsøgte at finde den plads i Hollywood, som han har opnået i dag. Sidenhen skulle filmmarkedet vise, at den mentale forhindring eller ustabilitet hos et individ fik nyt liv og popularitet med bl.a. Tom Hanks året efter i Forrest Gump (1994) eller Russell Crowe i A Beautiful Mind (2001) – dog ikke I Am Sam samme år, da Sean Penn gjorde det, som Robert Downey Jr. i Tropic Thunder (2008) netop mente, man ikke burde – Never go full retard. Måske dette også gælder hos DiCaprio? Who knows.
Når det er sagt, så er det dog en forbrydelse, at Lee Jones i sidste ende fik prisen, da han blot portrætterer en skarp skikkelse på den rigtige side af loven, som danser den forbudte dans med forbrydermentaliteten. Burde DiCaprio have vundet over Lee Jones? Ja. Burde Ralph Fiennes i Schindler’s List (1993) have vundet over DiCaprio? Ja, men det er en helt anden snak.
Bedste mandlige hovedrolle: Blood Diamond (2006)
Hvem tabte han til? = Forest Whitaker i The Last King of Scotland
DiCaprios portræt af den hvide afrikaner med et vestligt udseende, men en attitude og dialekt som en afrikaner fra den tidligere statslignende republik i Rhodesien, ramte rent ind i hjertet på biografgængere overalt. Han har til punkt og prikke assimileret sig til hans location i filmen, og formår på overbevisende vis at skære ind til benet af en lokal outsider med en fod i hver lejr af den etiske grænselinje. Men var et par afrikanske gloser og en stærk melodramatisk tilgang til antihelte-skikkelsen nok til at få Oscaren hjem på hylden? Ikke med det stærke felt til årets nomineringer.
Forest Whitaker laver en fantastisk genistreg, og giver et gåsehudsfremkaldende portræt af den hensynsløse diktator Idi Amin i The Last King of Scotland. På trods af at den unge, spirende James McAvoy på det daværende tidspunkt stod til at skulle være den bærende faktor, endte Whitaker med at stjæle opmærksomheden med et skuespil, som lægger sig skræmmende tæt op ad den virkelige person. Kender man lidt til Whitaker, har hans skuespil ofte båret præg af en forsigtig tilbageholdenhed og nede-på-jorden attitude - nu går han pludselig i en helt anden retning og viser diktatorisk vanvid i sin ’smukkeste’ form. Den politiske vinkel i sammenspænd med Whitakers lighed med virkelighedens diktator ender i sidste ende med at vinde over DiCaprios flotte, men meget etos-baserede skuespil og følelsesladede, popcornlignende kærlighedseufori samt idealisering af retfærdighedssymbolet. Hvor meget man end holder af DiCaprio og hans evner, så var denne beslutning velfortjent.
Bedst mandlige hovedrolle: The Aviator (2004)
Hvem tabte han til? = Jamie Foxx i Ray
På trods af at biografisk inspirerede film ofte rammer plet hos Oscar-juryen, og at filmen blev nomineret til hele 11 Oscars (hvoraf den vandt 5), så fik DiCaprio heller ikke anerkendelsen denne gang. Den tilfaldt i stedet den talentfulde Jamie Foxx, som med få mindeværdige præstationer på CV'et brager ind over skærmen med en ganske fremragende indlevelse i soulmusikkens faderskikkelse, Ray Charles. Overraskelsen over hans naturlige plads i skildringen af soul-miljøet og en mere musikalsk forførende biografisk fortælling gjorde ham til den endelige vinder. Overraskelsen har nok haft en større effekt i nuet, end den opleves de følgende år, hvor man også tydeligt kan se, at dette dybe skuespil og det pludselige ’Oscar-material’ har udvandet sig lidt til nogle actionfilm og lignende. Element of surprise guys, element of surprise.
Gjorde DiCaprio så noget galt, som kunne have skyld i den manglende genstand at pudse på kaminen hver søndag? Udover en fænomenal, realistisk fremstilling af den mystiske, excentriske og sindsforvirrede stormand Howard Hughes, har DiCaprio en tendens til at gå lidt for meget overbord med elementerne på denne film. Han har visse punkter i filmens handling, hvor han bliver for karikeret, og med filmens meget historiebundne udviklingstrin kan skuespillet godt virke som en lidt for avanceret stykke biografisme i forhold til filmens integritet.
Burde han have vundet? Den er svær. Både Ray og The Aviator rammer ikke ’mesterværks’-plet i min bog, men Rays Jamie Foxx har musikken, stemningen og rytmen på sin side, så hvis man sidder med de to film overfor hinanden, kan man muligvis hælde en tand til en ung, fremragende Jamie Foxx.
Bedste mandlige hovedrolle: Wolf of Wall Street (2013)
Hvem tabte han til? Matthew McConaughey i Dallas Buyers Club
Ventetiden på en filmkollaboration mellem DiCaprio og Martin Scorsese havde længe været en mangelvare på markedet, og endelig kom der en stærk rise-and-fall-historie på den Scorsese’anske 3 timers turbulente rejsetid. DiCaprio spiller bigtime-fuskeren Jordan Belfort, som formår at vinde et ubegribeligt, luksuriøst liv gennem manipulation af aktiemarkedet. Fest, druk, damer og stærkt high-life-profilering sørger for storfilmsunderholdning, men heller ikke den psykotiske, overbevisende og komplet hjernedøde portræt af Belforts vanvittige livshistorie gav DiCaprio en succesfuld høst.
Hvorfor ikke? Desværre kan grunden være lidt åbenlys, da Oscar-juryen ofte har næsen lidt i sky og kigger nærmere på kunstneriske udfoldelser, politisk korrekthed og lidt mere klassisk skuespil. DiCaprios ’fuck’-udspyende præstation og Scorseses overordnede drengerøvsstil var nok i sidste ende lidt for meget nomineringernes sorte får og lidt for rebelsk til deres smag. DiCaprio har fået frie tøjler og han formår virkelig at få et ADHD-diagnosticerede ungknægt til at virke som den mest rolige tørvetriller, og det fortjener bestemt en anerkendelse. Han giver folket det, de ønsker – underholdning.
Men men men, fortjente han så den Oscar? Sadly, no. Eller jo det gjorde han, hvis ikke Matthew McConaughey cementerede sin nye karrieresti med sin fænomenale, hjerteskærnede og dybt realistiske portræt af den AIDS-ramte fulblodsamerikaner Ron Woodroof. McConaughey havde længe ligget på lur i sit skjul af uheldige chick-flicks, og med et skridt i den rigtige retning i form af The Lincoln Lawyer (2011) og Mud (2012), skulle Dallas Buyers Club være det definitive farvel til letfordøjelige popcornfilm til datenight. Dallas Buyers Club er muligvis ikke en bedre film end Wolf of Wall Street, men man må erkende, at McConaughey gør det bedre med de midler, han har til rådighed. Fysisk og psykisk leverer han et filmisk pletskud på alle punkter, og ligner grangiveligt den fornuftige dreng i skolen, mens DiCaprio desværre står med næsen i skammekrogen.
Better luck next time, DiCaprio. Til næste år får vi det første samarbejde mellem storinstruktøren og Dicaprio at se i filmen The Revenant. Mon statuetten kommer i hus? Det vil tiden vise.
DiCaprio selv har dog udtalt følgende om sine Oscar-nomineringer:
"I am really moved by all the people on the internet demanding that I should win an oscar. But to be honest, I only do this job because I love it, not to win prizes."
Well spoken.
