Faustix - livet i musikbranchen

Come closer



Faustix. Foto: Warner Music

4. oktober, 2016 - kl. 00:00
Forfatter: Mikkel M. Vermeulen


Synes godt om Connery.dk

Del artiklen

Faustix.

Et navn du helt sikkert er stødt på i løbet af sommeren og efteråret. Han står blandt andet bag det danske sommerhit ‘Come Closer’, der i skrivende stund har over ni millioner afspilninger på Spotify alene. Manden bag navnet hedder Morten Brangstrup Olsen, og jeg mødte ham over en kop øl en dag sidst på sommeren.

Morten virker nede på jorden og forholdsvis afslappet, da jeg finder ham på Café Apropos, hvor vi har aftalt at mødes. På bordet foran ham står en kold øl med perlende fugt på glasset. Det er en af de sidste dage i den dårligste sommer i mands minde. Det ser godt ud, og jeg fortryder med det samme, at mit koffein-hungrende korpus valgte at bestille en kop kaffe. Gad vide, hvad nattelivs-krigeren tænker? “Man skal jo huske at nyde det hele lidt. Jeg har travlt i studiet for tiden, så det er godt at komme lidt ud”, lyder det fra ham.

Mortens musik er blevet blæst ud på alle de store radiokanaler og festivaler i løbet af sommeren, og han har netop udgivet sit seneste track, “Don’t U Worry”, med Barbara Moleko og Captain Mackay. Men hvor starter man for at ende på alle landets største playlister?

Hvornår begyndte du at lave musik - hvordan startede det hele?

Jeg startede som musiker allerede i gymnasiet som 17-årig. Jeg fik mig et editeringsprogram, hvor jeg begyndte at klippe i sange og smide noget sammen. Det lød frygteligt, haha. Men jeg blev ved, og som 19-årig fik jeg en pladekontrakt. Der var jeg blevet en del bedre.

I en årrække lavede Morten musik, mens han balancerede diverse jobs ved siden af. De andre jobs gjorde det muligt at fortsætte med at udvikle talentet, hvilket er noget, der har krævet mange interessetimer. En mentalitet, der handler om at blive ved med at knokle for at blive bedre og dygtigere.

Kan du fremhæve nogle nøgleepisoder i din karriere?

Jeg mener ikke, at jeg som sådan har haft deciderede nøgleepisoder i min karriere, men der er oplevelser og ting, der har gjort, at jeg er, hvor jeg er i dag. På Roskilde Festival 2014 optrådte jeg for 20.000 mennesker og så blev jeg signet hos Warner Music her i marts 2016. Men det vigtigste af alt var faktisk at møde Irina, min forlovede. Hun har altid motiveret og gjort mig bedre til de ting, jeg kæmper hver dag for at opnå.

Der er mange døgnfluer og one-hit wonders ude i branchen. Din karriere ser ud til at have en konstant stigende formkurve. Hvordan bliver man ved med at være relevant?

Jeg tror, det er vigtigt at kunne forny sig selv uden at miste sit udgangspunkt. Desværre handler alt ikke om musikken mere - nu handler det også om ens brand og om marketing. Det er en kamp hele tiden at være “på” på de sociale medier eksempelvis.

Har du lavet nogle ting, som, når du kigger tilbage på det, var noget, der ikke bragte dig i rigtige retning?

Når man mister motivationen, er det vigtigt at omgås de folk og det miljø, der positivt kan påvirke én. Jeg har selvfølgelig haft mine svære perioder, hvor man har haft lyst til at give op. Men det handler om at gøre de ting, der gør én glad i sidste ende.

Hvordan har din musik udviklet sig over de seneste to år?

Jeg har altid lavet det musik, jeg følte for. Før i tiden var det desværre på bekostning af radiotid. Mange folk fandt det ikke spiseligt - det var simpelthen for hårdt og ensformigt.

Nu er jeg nået til et punkt i mit liv og min karriere, hvor jeg gerne vil lave noget mere kommercielt musik. Det høres tydeligt i det, jeg laver for tiden.

Hvor tit bliver du genkendt af fans? Hvad er den underligste fan-oplevelse du har haft?

Folk er begyndt at genkende mig, og det er ret underligt, synes jeg. Men jeg kan da godt lide det lidt. Hvem vil ikke gerne være lidt kendt? Jamen, jeg har haft mange sjove oplevelser, når jeg har været ude og spille, men det sjoveste har nok været i studenterugen, hvor jeg var på tour i Jylland. Der skulle jeg skrive i 17 studenterhuer - mens jeg spillede. Det var ret weird.

Hvad er det bedste råd, du kan give til folk, der sidder derude og drømmer om at lave musik på samme måde som dig?

Hav tålmodighed. Lad endelig være med at lave musik, fordi du vil være verdensstjerne. Man skal lave musik, fordi det er ens passion, og fordi man elsker musikken.

Bliver man rig af at have et hit?

Haha, jeg mangler ikke noget. Men det ikke musikken, man tjener på - langt fra. Størstedelen af pengene kommer fra spillejobs, og der går det ret godt.

Hvad er forskellen på Faustix og Morten?

INTET! Jeg er den samme uanset hvad.

Hvor kan man opleve dig til efteråret?

Jeg skal på en Danmarksturné meget snart, hvor jeg rammer de fleste danske klubber mellem oktober og december. Folk skal bare holde øje med min Facebook-side. Den bliver opdateret løbende.

Del videoen med dine venner
Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Mikkel M. Vermeulen Følg på: Facebook Instagram

Kontakt: mmv@connery.dk

Mikkel er redaktør på Connery. Hans ypperste mål er at leve, af at have det sjovt, og at have det sjovt mens han lever. + øl.

[...læs mere]

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om connery.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen