Film

David Fincher leger med tanken om at bringe Mindhunter tilbage – ikke som sæson 3 men som tre film

Kæmpemæssigt ja!

Det er lidt som at høre, at ens eks overvejer at tage på ferie med én igen – måske. Ikke helt en genforening, men bestemt et skridt i den rigtige retning. FBI-profileringens mørke og intense univers i Mindhunter kunne nemlig være på vej tilbage, men denne gang som en trilogi af to-timers film i stedet for en tredje sæson.

Det afslørede Holt McCallany – den stoiske og lidt slidte Bill Tench fra serien – i et interview for nyligt. Ifølge ham har han haft en samtale med David Fincher, hvor muligheden blev luftet: tre film, måske. Men det hele afhænger af én ting: Finchers tilfredshed med manuskripterne.

Et mørkt mesterværk med kultstatus

Hvis du ikke kender Mindhunter, så har du enten levet under en sten eller konsekvent undgået alt, der smager af seriemordere og 70’er-psykologi. Serien, der fik debut på Netflix i 2017, tager udgangspunkt i opbygningen af FBI’s Behavioral Science Unit – og dykker dybt ned i nogle af de mest syge sind, USA har set.

Jonathan Groff spillede den nørdede men karismatiske Holden Ford, mens McCallanys Bill Tench fungerede som den jordnære modvægt. Sammen begyndte de at interviewe fængslede seriemordere for at forstå deres mønstre – og langsomt udvikle det, vi i dag kender som “criminal profiling”.

Serien byggede på bogen Mindhunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit af John E. Douglas og Mark Olshaker, og Finchers karakteristiske stil prægede hvert eneste afsnit med en næsten kirurgisk præcision.

En uafsluttet saga – og et kultpublikum

Mindhunter nåede kun to sæsoner, men de var nok til at give serien kultstatus. Netflix trak stikket tilbage i 2019 – efter sigende på grund af de høje omkostninger og Finchers travle kalender. Fans har siden forsøgt at råbe streaming-giganten op, men uden held. Lige indtil nu.

McCallany fortalte også, at Fincher havde givet ham noter til et manuskript, han selv arbejdede på – og at det tog over to år med feedback og rettelser. Det siger noget om, hvor grundig manden er. Og måske netop derfor er håbet så spændende: Hvis Fincher siger ja, bliver det næppe halvhjertet.

Hvis universet spiller med

Muligheden for tre film afhænger altså stadig af, om “solen, månen og stjernerne” – for nu at citere McCallany – står rigtigt. Men bare det, at der er liv i Mindhunter igen, er mere, end mange havde turdet håbe på.