Connery

Call of Duty: Black Ops III [Anmeldelse]

Vi har kigget nærmere på Activisions seneste installation af krigsuniverset!

5 ud af 6 stjerner
Call of Duty: Black Ops III [Anmeldelse]

Siden 2012 har folk siddet med neurotiske gaming-ticks og ventet i spænding på et nyt kapitel i Call of Duty: Black Ops-franchisen, og nu er ventetiden heldigvis ovre. Spillet fortsætter 40 år efter Black Ops II og fortsætter den samme dystopiske krigsstemning med moderne krigsførsel, robotter og bad-ass’hed. Hele spillet er gennemsyret af samme koncept og ikke særligt meget nyt og banebrydende, men det er heller ikke nødvendigt – gamet har fået en lækker finpudsning, gameplayet er optimeret og hele maskineriet har fået langt mere power over hele linjen.

Call of Duty-franchisen fortsætter sit vanvittige univers i en mere eller mindre dystopisk fremtid, hvor moderne krigsføring har ændret verdensbilledet fuldstændigt. 

ANNONCE
Call of Duty: Black Ops III [Anmeldelse]

Campaign: mere dystopi, større universer

Jeg er personligt mest til campagin, da jeg elsker en god historie fortalt gennem spillerens egen bevægelse gennem universet. Man er helt blæst omkuld af grafikken og styreegenskaberne hele vejen i gennem spillet. Historiedelen er fremragende i sin dystopiske opbygning, og selve udviklingen i det narrative forløb er præget af en djævelsk dygtig manuskriptforfatter – grundideen minder lidt om et kærlighedsbarn mellem The Terminator, Lone Survivor og Source Code, hvilket skaber et episk mareridtslignende krigshelvede, hvor man ikke kan andet end at sige ’hell yeah’.

Styringen virker yderst troværdigt og er ikke autofokuseret eller ustabilt som mange andre skydespil, men giver i stedet en mere realistisk tilgang til gamet og desuden nogle lidt mere overskuelige bevægelsessensorer. First-person-shooter-konceptet fås bare ikke bedre end i Call of Duty-franchisen, og oplevelsen er langt mere intens i denne fjerde installation. På den tekniske front er Black Ops III en stor forbedring eller nærmere opgradering fra de seneste spil, og universet er ikke blot blevet mere kompliceret, men selve opsætningen har fået en røvfuld langt mere hårdtslående sci-fi kastet ind i maskineriet.

Personligt er jeg nok mest til det lidt mere klassiske, og ikke så meget til det moderne, nytænkende sci-fi-ekstravaganza i skydespil. Jeg foretrækker nogle klassiske våben frem for hjerneimplantater og jedi-lignende robottricks – men men men, det gør ikke spillet ringere, og det faktum at jeg på trods af mine præferencer alligevel er helt i gennem underholdt af Black Ops’ futuristiske koncept, understeger, hvor vanvittigt et spil det egentlig er.

ANNONCE
Call of Duty: Black Ops III [Anmeldelse]

Multiplayer: flere spillere, mere personlighed

Desuden har spillet fået en lækker multiplayer-opgradering på ps4, hvor man sammen med fire andre dudes kan fyre de onde robotter og fjender tilbage til stenalderen. Multiplayer-konceptet har førhen ofte afspejlet en fin mulighed for at dele spiloplevelsen med andre, mens man samtidig bliver hæmmet på nogle af de mere basale og fungerende spilfunktioner. Det har Black Ops III gjort op med og spilleren har nu fuld kontrol over alle sine våben og der er langt mere samarbejdsvillighed i teamwork-mulighederne.

Multiplayer-delen på denne skive byder desuden ind med flere muligheder i den karaktermæssige opbygning, og man kan vælge mellem 9 forskellige soldier-boys, som har hver deres unikke kampegenskaber eller evner indenfor skydevåben og moderne krigsføring. Heldigvis har man også mulighed for at personalisere sin avatar meget mere omfattende – man kan blandt andet modificere sine våben med nogle ret lovende muligheder og der er rigeligt med egenskaber, som kan gøre dit gameplay mere unikt og måske gøre dit crew mere ikonisk. Episk aftenunderholdning med knejterne, en kasse bajere og lidt meget testosteron!

ANNONCE
Call of Duty: Black Ops III [Anmeldelse]

Zombie-mode: stjernespækket nedslagtning

Som en overdådig bonussektion på spiludgivelsen er der også en klassisk zombiefortælling, som foregår i en lidt mere realistisk fortid, hvor en række store Hollywood-stjerner har lagt ansigt til mange af karaktererne. Zombie-elementet har fået meget mere albuerum på udgivelsen, og minder på denne udgivelse meget mere om kampagne og multiplayer-delen end tidligere. Man har langt større bevægelse og kan låse op for forskellige kapitler bonusser i universet.

Zombie-modet byder også på en anden storyline, som introducerer helt nye nuancer af tidligere kendte karakterer fra Black Ops II - Her kan man i samme stil som et ’mysteryhouse’ forsøge at bekæmpe sig i gennem et gadebillede af zombier og forhindringer – uden at løbe tør for skud eller tid.

Samlet set er den seneste installation af Call of Duty en intens spiloplevelse, hvor man ikke ligefrem forlader sofaen de første 2-3 dage efter man har kørt skiven ind i maskinen. Spilkonceptet fortsætter sin æresrunde i det apokalyptiske sci-fi-univers, og hvis du har været fan af de tidligere medlemmer af Black Ops-franchisen, så bliver du væltet bag over sofaen. 

ANNONCE
Generel info

Skabt af: Activision og Treyarch 

Konsoller: Microsoft Windows, PlayStation 4, og Xbox One

Releasedato: 6. november 2015

Pris: 499.00 kr. (Ps4)

Del

Seneste nyt

Annonce